Sagen mod den ekskluderede folketingspolitiker Jacob Harris, der bliver beskyldt for omfattende pengemisbrug i et konkursramt byggefirma, vokser i omfang.

Det skriver mediet Finans om løsgængeren, som satte rekord, da han blot fire dage efter folketingsvalget i marts blev smidt ud af sit parti.

Det tidligere medlem af Borgernes Parti beskyldes sammen med sin hustru for "systematisk misbrug" af et millionbeløb til at finansiere det, der ifølge kuratoren "fremtræder som luksuriøst privatforbrug".

Kurator Morten Bjerregaard har vurderet, at "der er grundlag for politimæssig efterforskning" mod Jacob Harris og politikerens kone, der på papiret ejede byggeselskabet Krokodille Aps, som sagen drejer sig om.

De "uberettigede hævninger" løber i alt op i 3,8 millioner kroner, fremgår det af redegørelsen. Ægteparret kan blive holdt erstatningsansvarlige.

"For at være på den sikre side" er kravet dog blevet fratrukket 570.000 kr., som de ad flere omgange skal have indbetalt til byggefirmaet.

Tidligere har mediet skrevet, at der var rejst krav på omkring 1,6 millioner kroner i konkursboet.

Jacob Harris ønsker ikke at kommentere de nye oplysninger over for Finans.

- Det er en sag, der kører, så det er jo, hvad det er. Det har jeg ikke nogen kommentarer til, siger han.

Familieselskabet gik konkurs i november 2025 og er efterfølgende blevet undersøgt af kurator Morten Bjerregaard.

Blandt andet har kurator identificeret en lang række privatlignende udgifter.

Det gælder til Hotel d’Angleterre i København, billetter til en Adele-koncert i München, rejser til Dubai, Hawaii, Schweiz og Prag, indkøb af eksklusive sko i Christian Louboutin og "privatkøb" af vin.

Det er kuratorens vurdering, at der har været tale om en stråmandsvirksomhed, hvor hustruen stod som ejer og direktør uden reelt at drive virksomheden. Det afviser Jacob Harris ligeledes.

I marts 2026 blev Jacob Harris valgt til Folketinget for Borgernes Parti.

Partiet fik fire mandater, hvor det ene gik til Jacob Harris i Sjællands Storkreds. Han fik 2307 personlige stemmer. Siden har Emilie Schytte, som blev beskyldt for fusk med cv, forladt partiet, så der nu er to tilbage.

/ritzau/