Lyt til artiklen

'Må dig og din familie dø af corona. Hilsen det somaliske samfund i Aarhus.'

Sådan skriver Mohamed Abdikarim, der stillede op for Frie Grønne til folketingsvalget i år, i en Facebook-kommentar til nyheden om, at Aarhus' borgmester, Jacob Bundsgaard, har fået corona.

Det skriver Århus Stiftstidende.

»Jeg fortryder ordvalget. Men jeg skrev det, fordi jeg i situationen, da jeg læste artiklen om, at han havde fået corona, blev mindet om den udskamning, der var af os somaliere dengang. Og det var egentlig bare det, jeg ville gøre opmærksom på,« siger Mohamed Abdikarim til mediet.

Udskamningen, som Abdikarim henviser til, skal findes under coronapandemiens hærgen i august 2020.

Her steg antallet af coronasmittede eksplosivt i Aarhus Kommune, og samtidig kom det frem, at hver anden smittet med corona, var en person med somalisk baggrund.

Det fik dengang borgmesteren til at udtale, at indsatsen mod smittestop blandt andet skulle målrettes de somaliske grupperinger.

Og det har altså angivelig fået den tidligere folketingskandidat til at ønske død over Jacob Bundsgaard og hans familie i en Facebook-kommentar.

Borgmesteren har oplyst til Århus Stiftstidende, at den slags kommentarer og henvendelser »typisk bliver sendt videre til politiet«.