Ad to omgange har folketingskandidaten Bjørn Brandenborg (S) fra Rudkøbing på Langeland opdaget, at hans identitet er blevet misbrugt på en datingtjeneste.

I det første tilfælde blev han gjort opmærksom på en falsk profil med hans navn, foto og privatinformationer, da en ung mand for et par uger siden kontaktede ham med en romantisk forespørgsel.

Manden havde set Bjørn Brandenborg, der er opstillet som kandidat i Svendborg, på en datingtjeneste for homoseksuelle og ville gerne invitere ham ud.

»Han sagde, at han var interesseret i mig og havde ledt efter mig, fordi jeg var forsvundet fra datingtjenesten.«

Men 26-årige Bjørn Brandenborg måtte forklare den håbefulde mand, at han ikke var homoseksuel og heller aldrig havde gjort brug af den pågældende datingtjeneste.

Kort tid efter mødte han en kollega, som lidt i sjov kommenterede, at hun havde set ham på datingtjenesten Tinder.

»Men jeg har ikke Tinder mere. Den har længe været slettet, så jeg blev lidt overrasket,« siger Bjørn Brandenborg, som også fik forklaret, hvordan den falske profil passede på ham ned til mindste detalje.

»De billeder, som har været brugt, er fra min Facebook-profil, som er offentlig. På et af billederne står jeg i en kornmark med et strå i munden og ligner en reklame fra tv-serien 'Landmand søger kærlighed'. Der stod også i teksten, at jeg er opstillet til Folketinget.«

Den falske profil var desuden indstillet efter lokalområdet, hvor Bjørn Brandenborg bor, hvilket gør situationen endnu mere ubehagelig.

»Det giver mig en knude i maven ved tanken om, at nogen, jeg kender, har fået en besked fra den person, som udgiver sig for at være mig. Jeg er ikke kendt, men som folketingskandidat i området møder jeg mange mennesker.«

Derfor har Bjørn Brandenborg også taget til tasterne tirsdag aften, hvor han i et Facebook-opslag gør opmærksom på hændelserne ledsaget af et klart budskab:

'Så til dem, der har det sjovt med at lave datingsider i mit og andres navn: lav jeres egen profil, opsøg kærligheden, skriv løs og bland os andre udenom.'

På nuværende tidspunkt har Bjørn Brandenborg ikke kendskab til motiverne bag de to falske datingprofiler. Han forestiller sig ikke, at det blot er en venskabelig morsomhed fra hans egen omgangskred, men derimod mere, at det har noget at gøre med hans politiske virke.

»Det ville komme bag på mig, da jeg ikke har den slags venner. Nogen synes måske, at det er sjovt at miskreditere mig. Man skal som politiker finde sig i mange ting, og der er i forvejen en hård tone på de sociale medier, og det kan jeg leve med, men at få stjålet og misbrugt sin identitet kan skræmme nogen fra at gå ind i politik, og det er bekymrende,« konstaterer Bjørn Brandenborg.

Begge profiler er angiveligt ikke længere aktive og er blevet anmeldt til de pågældende datingtjenester. Episoderne er ikke meldt til politiet.