Sirener hyler, og eksplosioner rammer flere mål i Iran og dele af mellemøsten, efter USA og Israel indledte et større luftangreb mod Iran.
Fra Danmark følger folketingskandidat Roya Moore fra Konservativ Folkeparti udviklingen tæt. Hun har familie i landet, hvor bomberne tordner ned, men reaktionen er ifølge hende klar:
»Jeg hørte min families jublende stemmer, og de dansede af glæde. Trump har givet os håb.«
Moore kom selv til Danmark som flygtning i slutningen af 1980’erne, efter at hendes familie måtte flygte fra det, hun beskriver som »det mest brutale styre i verden«.
»Befolkningen har forsøgt at vælte styret, men hver gang er vi blevet mødt med brutal undertrykkelse. Det har vist os, at det ikke er så let bare at gøre det selv.«
Hun mener derfor, at hjælp fra en stormagt var nødvendig:

»Der var kun én vej, og jeg mener, Trump skal have en stor tak.«
Donald Trump har længe opfordret iranere til at gøre oprør mod styret, mens demonstranter samtidig er blevet slået hårdt ned. Har han et ansvar for de tab og givet et håb, før 'hjælpen' kom?
»Vi har talt meget om: 'Hvorfor sker der ikke noget? Hvorfor kommer han ikke og hjælper os', når han siger det. Men han skal også navigere i et internationalt samfund. Det er bedre sent end aldrig.«
Hvis Trump laver ender med at indgå en aftale med præstestyret, hvordan ville du have det med det?
»At tro, man kan lave en aftale med præstestyret om eksempelvis atomprogrammet er meget naivt. Styret er utroværdigt, og man kan ikke stole på dem. Det er ren utopi.«
Hun mener, at regimet bør fjernes fra magten og stilles til ansvar ved en international domstol, men understreger, at hun ikke støtter dødsstraf.
Nogen danskere vil måske undre sig over, at du roser Donald Trump så klart?
»Jeg er ikke Trump-fan. Det må I ikke misforstå. Det, han har gjort i forhold til eksempelvis Grønland, er slet ikke okay.«
Hun forstår dog sagtens, at nogen danskere er skeptiske over for Trump:
»Men hvis danskerne kan parkere konflikten med Trump og se neutralt på det her, så tror jeg de fleste kan se, at Trump har gjort det nødvendige.«
For Roya Moore er udviklingen også personlig. Størstedelen af hendes familie bor fortsat i Iran, og hendes far nåede aldrig at opleve det, der sker nu.
»Han døde under coronapandemien, og eftersøgt af præstestyret. Han drømte om at se et frit Iran. Jeg håber, at han ser med fra himlen.«
»Danskerne bør sige: ‘Godt gået Trump!,’« tilføjer den konservative folketingskandidat.
Siden USA’s og Israels angreb mod Iran har præstestyret svaret igen med massive missilangreb mod amerikanske militærbaser i flere mellemøstlige lande. Du kan følge hele situation i Iran i B.T.s liveblog HER.

