Lene Espersens opbakning er zombie-agtigt spil for galleriet, mener frafalden konservativ.

Internt er Folketingsgruppen dybt splittede om partiforkvindens ferier og afbud fra større møder i udlandet med andre udenrigsministre.

Det siger det tidligere konservative medlem af hovedbestyrelsen, Peter Norsk, til Information.

- I de styrende organer er der en nærmest zombie-agtig opbakning om Lene Espersens linje, selv om der blandt menige medlemmer er uenigheder, siger han.

Han påpeger at Folketingsgruppen er splittede, selvom de ud af til står sammen om Lene Espersens lederskab.

- Jeg ved, at der er utilfredshed med Lene Espersens ledelse i Folketingsgruppen. Der er bare ingen, der står frem med kritikken, siger Peter Norsk til avisen.

Ifølge Information, så forventer Peter Norsk nye stridigheder i partiet, da uroen lurer under overfladen.

-  Der er utilfredshed på to fronter. Dels med Lene Espersens kompetencer og dels en utilfredshed med hendes tilnærmelser til Dansk Folkeparti. Det er helt nye uenigheder, der går på tværs af de tidligere fløje, siger Peter Norsk.

Peter Norsk er tidligere hovedbestyrelsesmedlem i De Konservative, men forlod partiet, da han umiddelbart stod alene frem med kritik af Lene Espersen.