Regeringen og et flertal i Folketinget vil udstationere en kampbataljon på op mod 850 soldater i Letland til efteråret.

Det siger forsvarsminister Jeppe Bruus (S) onsdag efter et møde i Det Udenrigspolitiske Nævn på Christiansborg. Her er nævnet blevet rådført, og der er politisk opbakning til missionen.

- Vi har fået opbakning fra nævnet til at udsende en bataljon til efteråret. Det er vigtigt for os at deltage i afskrækkelsen af Rusland. Det er en situation, vi tager meget alvorligt, siger forsvarsministeren.

Danmark har et fast, roterende militært beredskab i Baltikum som en del af forsvarsalliancen Natos fremskudte tilstedeværelse.

Bidraget fra Danmark skal styrke den transatlantiske forsvarsalliances kollektive forsvar på den østlige flanke mod Rusland, som i 2022 gik fuldtonet ind i Ukraine.

Under udsendelsen knyttes de danske soldater til den multinationale canadiskledede brigade i Letland som en del af Nato.

De danske soldater er primært indsat i Adazi i Letland i lejren Camp Valdemar. Der kan blive behov for at deltage i øvelsesaktiviteter i de øvrige baltiske lande. Danmark overtager fra Sverige, som har soldater udsendt.

- Forsvaret af Danmark begynder i Letland. Danmarks bidrag til Letland demonstrerer vores og Natos evne til at forsvare regionen, hvis det bliver nødvendigt.

- Som rammenation for Natos division i Letland spiller Danmark en nøglerolle i regionen. Derfor er der en dansk tilstedeværelse i de baltiske lande året rundt, siger forsvarschef og general Michael Hyldgaard i en pressemeddelelse.

Danmark har hvert år siden 2024 haft udsendt en kampbataljon på mellem 700 og 1200 soldater i en periode på mellem fire og seks måneder.

Senest i august 2025 sendte Danmark en kampbataljon fra 1. Brigade, som vendte hjem efter fire måneder.

Efter Forsvarskommandoens anbefaling er det også besluttet at udsende et maritimt minerydningsmodul til Natos stående flådestyrker.

Modulet kan anvendes ved kriser eller spændinger, til overvågning og beskyttelse af kritisk maritim infrastruktur samt til rydning af søminer fra Første- og Anden Verdenskrig.

/ritzau/