Fristen for at klage over folketingsvalget er udløbet, og to klager med henblik på en omtælling af stemmerne er tikket ind.
Det oplyser Indenrigsministeriet til Ritzau.
Den ene anmodning om fintælling kommer fra Paw Karslund, der som folketingskandidat stillede op i Københavns Storkreds for Dansk Folkeparti.
Paw Karslund glippede akkurat en plads i Folketinget, da han med sine 1677 stemmer fik blot to personlige stemmer færre end Allan Feldt, der blev valgt ind.
Den anden klage om omtælling bunder i, at klageren, ifølge sig selv, har stemt personligt på en kandidat, som efter optællingen ikke fik nogen personlige stemmer.
Det er det nye Folketing, der skal tage stilling til, om klagerne skal resultere i en omtælling.
10. april samles de 179 folketingsmedlemmer for første gang efter valget. Her nedsættes et udvalg på 21 medlemmer til prøvelse af valget.
Udvalget skal behandle klagerne og afgive en indstilling til Folketinget om godkendelse af valgresultatet. 14. april stemmer Folketinget om godkendelsen af valget.
I alt modtog Indenrigsministeriet 31 klager efter folketingsvalget 24. marts. Den ene af dem nåede dog at blive trukket tilbage igen.
Blandt andet er der klaget over, at nogle valgtilforordnede, ifølge klageren, ikke udviste "politisk neutralitet" på afstemningsstedet Vigerslev Allés Skole i København.
En person har også valgt at klage, da vælgerens søn ikke modtog et valgkort og blev afvist at stemme. Vælgerens søn var hjemløs, oplyser ministeriet.
De fleste klager handler generelt om mangel på hjælp under stemmeafgivelsen - heriblandt grundet funktionsnedsættelse.
Desuden er der også klaget over "børn i stemmerummet" og manglende skriveredskaber.
Fristen for at klage over folketingsvalget udløb onsdag, da man som borger har en uge efter valgdagen til at sende sin klage til ministeriet.
/ritzau/
