Folketinget i mystisk sms: Flyt jeres biler inden midnat
Hvem er så vigtig, at parkerede biler ved Folketinget skal fjernes inden midnat?

Hvem er så vigtig, at parkerede biler ved Folketinget skal fjernes inden midnat?

En VIP fra øverste hylde er efter alt at dømme på vej til Danmark for at gæste Folketinget.
For man skal ikke være den store Sherlock Holmes for at regne ud, at Folketinget venter meget fornemt besøg i allernærmeste fremtid, efter at Folketinget her klokken 17.41 udsendte en sms med en klar besked.
Alle personer, herunder journalister, der har deres daglige gang på Christianborg, skal inden midnat fjerne deres parkerede biler i Indre Slotsgård.
»Det er ikke muligt at parkere i Indre Slotsgård tirsdag,« skriver Folketinget videre i sms’en.
Der står ikke noget i sms’en om, hvorfor alle de parkerede biler skal fjernes.
Men meldingen fra Folketinget kommer, efter at der mandag til torsdag er blevet indført en midlertidig restriktionszone i luftrummet over store dele af København og hele Amager.
I restriktionszonen er det forbudt at flyve med droner uden en skriftlig tilladelse fra Københavns Politi. Mindre fly må kun flyve i området, hvis de har fået en tilladelse fra kontroltårnet i Københavns Lufthavn.
Men hvem er det, der er så vigtig, at sikkerheden skal være helt i top? En hemmelighedsfuld minister siger til B.T.:
»Det kan jeg ikke sige over telefonen.«
Kunne det være Ukraines præsident Volodymyr Zelenskyj, der er på vej til Danmark for at besøge statsminister Mette Frederiksen, der har meldt afbud til FNs klimatopmøde i disse dage?
Ifølge B.T.s oplysninger bliver offentligheden klogere på svaret inden for de næste timer.