Nabomodstand er en væsentlig forsinkelse for udbygningen af vedvarende energi, men nu forsøger et bredt flertal i Folketinget at komme modstanden til livs.

I en netop indgået aftale mellem regeringen og partier på begge fløje i Folketinget udvides kompensationen og hjælpen til borgere, der får placeret solceller eller vindmøller i nærområdet.

Det skriver Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet i en pressemeddelelse.

- Udbygningen har brug for mere fremdrift og mindre uenighed, og det skal vi hjælpe på vej, siger klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard (M) i meddelelsen.

Regeringen har indgået aftalen med SF, Radikale, Alternativet, Enhedslisten og Det Konservative Folkeparti.

Konkret betyder aftalen, at naboer til solceller får øget satsen for deres nabobonus med 105 procent.

Naboer til solceller og vindmøller får også udvidet deres mulighed for at kræve, at energiselskaberne bag den grønne strøm skal købe deres ejendom, hvis de ikke vil bo der efter opførslen.

Det sker ved at forøge afstandsgrænsen for retten til salgsoption fra 200 til 275 meter for naboer til solcelleanlæg, der er på en størrelse over 100 MW.

Ydermere skal det være muligt for naboerne at få billigere strøm.

Regeringen har længe arbejdet med at identificere stopklodser for udrulningen af vedvarende energi.

Det har man eksempelvis gjort ved at nedsætte den såkaldte Nationale Energikrisestab i 2022, der gav rådgivning om hurtigere udrulning af grøn strømproduktion.

Fredagens aftale står blandt andet på det arbejde, der har trukket ud i årevis.

Klimaminister Lars Aagaard mener, at man nu har "fjernet de sten på vejen, som vi kender til".

- Så der kan komme vindmøller og solceller op, hvor efterspørgslen og den lokale opbakning er til stede, siger han i pressemeddelelsen.

I erhvervslivet er man dog ærgerlige over, at man pålægges flere udgifter.

Brancheorganisationen Green Power Denmark mener, at den øgede kompensation vil øge de samlede omkostninger ved projekterne, som i forvejen er for høje.

- Den største udfordring for vindmøller og solceller på land er ikke manglende lokal opbakning. Det er, at det er blevet for dyrt at opstille grøn energi i Danmark, siger Camilla Holbech, direktør for vedvarende energi i Green Power Denmark i en pressemeddelelse.

Også Danmarksdemokraterne er utilfredse med aftalen:

- Man ødelægger landdistrikterne, og kompensationsmulighederne står stadigvæk ikke mål med omkostningerne for de folk, der kommer til at leve klos op ad de her jernmarker, siger klimaordfører Mads Fuglede (DD) i en skriftlig kommentar.

Minister Lars Aagaard har ikke meget til overs for erhvervslivets kritik.

- Jeg synes måske, man skal prøve at tørre øjnene engang, siger han til Ritzau.

- Hvis vi skal fortsætte udbygningen af vedvarende energi på land, skal det ske sammen med de samfund, hvor man bygger det.

/ritzau/