Folketingets formand, Søren Gade (V), må gerne beholde lønnede bijob, har folketingsudvalg besluttet tirsdag.

Et flertal i Udvalget for Forretningsordenen har tirsdag på et møde besluttet, at Folketingets formand, Søren Gade (V), kan fortsætte i flere bijobs.

Det skriver Ekstra Bladet og Jyllands-Posten.

Ifølge Loven om valg til Folketinget skal en formand for Folketinget som udgangspunkt fratræde job i det private eller offentlige, medmindre formanden skønner, at der ikke vil være vanskeligheder i forhold til at fortsætte i jobbet.

Og hvis Folketinget ikke nægter formanden at blive i jobbet.

Søren Gade havde selv inden mødet tirsdag vurderet, at han kunne videreføre en række hverv. Heriblandt jobbet som formand for Esbjerg Havn, der ifølge Ekstra Bladet giver ham et honorar på 300.000 kroner årligt.

Også et lønnet job som bestyrelsesmedlem for Samfonden samt en række ulønnede hverv får Søren Gade lov at fortsætte i efter eget ønske.

- Hvis jeg ikke troede, jeg kunne magte det, eller hvis der var et habilitetsproblem, så ville jeg selvfølgelig ikke fortsætte, siger Søren Gade efter mødet tirsdag ifølge Ekstra Bladet.

Han har tidligere sagt, at det efter hans vurdering er "vigtigt, at jeg som folkevalgt også er i berøring med livet, som det leves uden for Christiansborg".

- Det er den væsentlige årsag til, at jeg ønsker at bevare nogle hverv.

Modsat har Søren Gade også frasagt sig flere poster heriblandt posten som kommitteret for Hjemmeværnet.

Som formand for Folketinget får Søren Gade samme vederlag som statsministeren. Det er cirka 1,7 millioner kroner om året - eller omkring 145.000 kroner om måneden.

Særligt Enhedslisten har været imod, at Søren Gade modsat tidligere formænd har ønsket at beholde lønnede bijob.

- Når du bliver valgt til folketingsformand, som er et meget respekteret hverv, så må der simpelthen ikke være tvivl om habilitet eller interessevaretagelse. Så egentlig synes jeg, det er omsonst, at vi overhovedet skal diskutere det. Det burde være noget, han selv kunne sondre imellem, siger gruppeformand Peder Hvelplund til Ekstra Bladet.

SF ønsker, at der fremadrettet skal være retningslinjer for, at en formand for Folketinget ikke kan have lønnede eller ulønnede poster ved siden af.

Jyllands-Posten har forsøgt at få svar på, hvad Socialdemokratiet og Venstre stemte på udvalgsmødet.

Socialdemokratiet har afvist at tilkendegive sin holdning, mens Venstre ikke er vendt tilbage.

I alt har Søren Gade frasagt sig seks lønnede eller ulønnede hverv og beholdt otte lønnede eller ulønnede hverv med Folketingets opbakning.

/ritzau/