Hvis Edward Snowden skulle finde på at investere i en flybillet til Danmark for at bede om opholdstilladelse, så vil han blive bedt om at stille sig bag i køen med andre udlændinge, der søger om amnesti.

Et bredt flertal i Folketinget vendte fredag tommelen nedad for Enhedslisten og Uffe Elbæks forslag om at tilbyde den amerikanske whistleblower amnesti, da beslutningsforslaget skulle igennem første behandling i folketingssalen.

»Lad mig sige det ganske klart. Sådan et forslag kan regeringen ikke støtte,« sagde justitsminister Karen Hækkerup (S) fra talerstolen og pointerede, at Danmark kun giver opholdstilladelse til personer, der bliver forfulgt og risikerer tortur i hjemlandet.

»Uanset om man betragter Edward Snowden som en helt eller skurk, så er der ikke noget grundlag for at antage, at han er en person, som er udsat for politisk forfølgelse i sit hjemland«.

Justitsministeren begrundede også sin afvisning af forslaget med, at der er tale om en person, som er sigtet for en forbrydelse - nemlig at have lækket fortrolige oplysninger - i en tæt allieret med Danmark.

»USA er en demokratisk retsstat, og vi må naturligvis have tillid til, at USA i overensstemmelse med internationale menneskeretlige forpligtelser vil sikre, at han får en retfærdig rettergang, hvis han vender tilbage til USA,« sagde Karen Hækkerup.

Både Socialdemokraterne, de Radikale og Venstre fortalte før påske til Berlingske Nyhedsbureau, at de ikke kunne støtte forslaget løsgængeren Uffe Elbæk og Enhedslisten. Dengang havde SF ikke taget stilling. Men holdningen var klar, da retsordfører Karina Lorentzen (SF) indtog Folketingets talerstol fredag.

»Folketinget kan ikke behandle asyl til Edward Snowden. Det må være vores almindelige sagsbehandlingssystem, der gør det efter vores gældende regler, som jo i øvrigt giver mulighed for ophold, hvis man er individuelt og konkret forfulgt,« sagde Karina Lorentzen og fandt det i øvrigt en smule besynderligt, at eventuel opholdstilladelse til Edward Snowden overhovedet var et emne i folketingssalen.

»Han opholder sig ikke her. Han har ikke engang søgt asyl. Derfor virker det en smule mærkeligt, at vi skal stå her og behandle en sag for en enkelt person«.

Også Liberal Alliance afviste forslaget med begrundelsen, at Edward Snowden ikke skal have særbehandling, men må stille sig om i køen blandt andre ansøgere, mens Dansk Folkeparti understregede, at der er tale om en person, som er tiltalt for kriminelle handlinger i sit hjemland.

»Hvis Edward Snowden sætter sine ben på dansk jord, vil jeg antage, at politiet vil tilbageholde ham og udlevere ham til retsforfølgelse i USA,« sagde integrationsordfører Martin Henriksen (DF).

Edward Snowden flygtede efter at have lækket de fortrolige oplysninger fra USA til Rusland, hvorfra han har offentliggjort flere hemmelige dokumenter. Russerne har givet ham et års midlertidigt asyl.