Den populære politiske festival i Allinge bliver ikke til noget i år, men vender retur næste år.

Det bliver helt stille i midten af juni i Allinge på Bornholm i år.

2020-udgaven af Folkemødet er nemlig aflyst som direkte konsekvens af coronaudbruddet, der har ramt Danmark.

Det har Foreningen Folkemødet meldt ud fredag efter et bestyrelsesmøde.

Dermed følger Folkemødet i sporet på utallige større begivenhed fra ind- og udland, som enten er blevet helt aflyst eller udsat grundet coronakrisen.

Den politiske festival, hvis hovedformål er at hylde demokratiet, skulle i år have fundet sted 11.-14. juni.

Formand i Foreningen Folkemødet Jann Sjursen siger, at man de seneste uger har fulgt situationen med coronaudbrud i Danmark nøje, og at der ikke er andet at gøre end at aflyse.

- Det her er selvfølgelig trist på mange måder, men vi vil komme stærkt igen ved Folkemødet i 2021, siger Sjursen.

- Alt har været overvejet, fordi det har så store konsekvenser. Ikke bare for vores egen forening, men for mange andre foreninger, arrangører og selvfølgelig også for Bornholm, siger han.

Aflysningen betyder selvsagt et underskud for Folkemødet i år og "en stærkt belastet økonomi" i det hele taget, siger Sjursen.

Flere tusinde mennesker plejer at besøge Folkemødet over de fire dage, hvor man kan møde og tale med folk fra dansk politik, erhvervsliv og foreningsliv.

I 2019 deltog 1206 foreninger, virksomheder, interesseorganisationer og politiske partier i Folkemødet, som kun er blevet større og større siden den første udgave i 2011.

I 2011 deltog 10.000 personer fordelt over Folkemødets fire dage. I alt besøgte 114.000 Folkemødet i 2019.

Folkemødet vil styrke det danske demokrati ved at mindske afstanden og øge tilliden mellem borgere og beslutningstagerne.

Det sker blandt andet ved en række debatter over de fire dage, hvor der om aftenen også er en snert af musikfestivalstemning med fadøl og musik.

Hos Dansk Erhverv begræder administrerende direktør, den tidligere konservative minister Brian Mikkelsen, aflysningen.

- Det er meget ærgerligt og trist, at Folkemødet bliver aflyst i år. Demokratiets værksted har gennem flere år sikret en både bredere og dybere demokratisk debat i Danmark, siger han i en skriftlig kommentar.

Folkemødet er inspireret af den svenske Almedalsveckan i Visby på Gotland, som også er aflyst i år.

Bornholms borgmester, Winni Grosbøll (S), og eksminister Bertel Haarder (V) er nogle af de centrale figurer i skabelsen af Folkemødet på Bornholm.

Grosbøll kalder ligeledes aflysningen for en korrekt beslutning, men noget "møg". Den vil gøre økonomisk ondt på Bornholm som helhed, uden at hun kan sætte et specifikt beløb på endnu.

- Det er mange millioner kroner. Det er et udsolgt Bornholm, og det er startskuddet for vores højsæson for turisme.

- Lige nu står vi over for en kollapset påske, og vi har en turistsektor, der ikke er kommet i gang, fordi der ikke kommer gæster, og nu kommer det her, siger hun.

/ritzau/