Anders Fogh Rasmussen vil hverken be- eller afkræfte beskyldningerne om, at han skulle have bestilt en godkendelse af dansk deltagelse i Irak-krigen.

SF og Enhedslisten råber på en forklaring fra Anders Fogh Rasmussen: Var han som statsminister i 2003 med til at 'bestille' en juridisk godkendelse af Danmarks deltagelse i Irak-krigen hos embedsfolk i Udenrigsministeriet?

Men regeringens to støttepartier råber indtil videre forgæves.

- Anders Fogh Rasmussen har ikke nogen kommentarer på nuværende tidspunkt, oplyser den tidligere statsministers talsmand, Michael Ulveman.

Beskyldningen kommer fra embedsmænd, der var med i processen omkring godkendelsen. De udtaler sig anonymt om sagen i den nye bog, 'Mørkelygten', fra den cavlingprisvindende journalist og forfatter Jesper Tynell.

Forhenværende udenrigsminister Per Stig Møller (K) afviste i weekenden beskyldninger om, at bestillingen skulle være sendt fra Udenrigsministeriets top, og ifølge en embedsmand kom bestillingen også »fra allerhøjeste sted« - altså fra Statsministeriet.

Den melding har fået SF og Enhedslisten til at opfordre Anders Fogh Rasmussen til at »komme på banen« og »ud af busken«. I Venstre mener man dog, at det er svært at forholde sig til beskyldninger fra anonyme embedsmænd, og forsvarsordfører Troels Lund Poulsen (V) har svært ved at tro, at der er hold i de anonyme anklager.

- VK-regeringen kan stå på mål for alt det, der skete. Jeg har også noteret mig, at den daværende direktør i Udenrigsministeriet, Friis Arne Petersen, har afvist, at de skulle være blevet presset af politikerne. Ham stoler jeg mere på, end jeg stoler på nogle anonyme embedsmænd. Det her ligner mere en tilsviningskampagne af Anders Fogh Rasmussen, siger han.

Den regeringsnedsatte Irak-Afghanistan-kommission er i øjeblikket ved at undersøge på hvilket grundlag, regeringen i 2003 besluttede at sende danske soldater til Irak. Kommissionens redegørelse skal være færdig i 2017.