Den amerikanske præsident og hans hustru modtog fredag morgen amerikansk tid Fogh og hans familie på landstedet Camp David nord for Washington.

Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) landede lidt efter klokken ni fredag morgen amerikansk tid på den amerikanske præsidents landsted Camp David nord for Washington.

George W. Bush modtog sammen med sin hustru, Laura Bush, selv den danske statsminister, da denne trådte ud af en helikopter sammen med sin hustru, Anne-Mette Fogh Rasmussen. Med sig havde det danske statsministerpar også deres søn, Henrik Fogh Rasmussen, og dennes amerikanske hustru, Christina. Henrik Fogh Rasmussen bor selv i USA.

Efter landingen skulle Anders Fogh Rasmussen og George W. Bush holde en times møde, hvor blandt andet Guantanamo, Irakkrig og Iran var på dagsordenen. Herefter er planlagt en cykeltur i området og et privat middagsarrangement.

/ritzau/