Tidligere formand for Venstre og eksstatsminister Anders Fogh Rasmussen foreslår en fusion mellem Venstre, Liberal Alliance, Moderaterne og Danmarksdemokraterne.

Det siger Fogh til TV 2 i forbindelse med Venstres landsmøde i Herning.

- Jeg synes, at det er meget realistisk at have den vision, at de fire igen kan samles under én hat.

- Det vil tage lidt tid. Der er nogle personspørgsmål, men ved du hvad: De strømninger, jeg ser hos de andre partier, kan stadig rummes i ét stort liberalt parti, siger Fogh til TV 2.

Venstres tidligere folketingsmedlem Bertel Haarder talte tidligere i år om en fusion mellem Venstre og Liberal Alliance. Det er i forlængelse af det, at Fogh kommer på banen.

Haarder havde skrevet forordet i Alex Vanopslaghs - LA's leder - nye bog "Den usynlige ånd". I den forbindelse luftede Haarder tanken om fusionen mellem Venstre og LA, men Fogh tager altså skridtet videre.

Fogh siger, at da han var statsminister og formand i Venstre i 2001, så var netop de fire partier samlet som ét parti, nemlig Venstre.

Moderaterne og Danmarksdemokraterne har begge rødder i Venstre.

Moderaterne er for eksempel stiftet af Lars Løkke Rasmussen, tidligere formand og statsminister for Venstre. Danmarksdemokraterne er stiftet af Inger Støjberg, der er tidligere minister og næstformand i Venstre.

Liberal Alliance har sit liberale udgangspunkt til fælles med Venstre.

Venstre har landsmøde i Herning lørdag og søndag. Det finder sted, efter at der de seneste måneder har været intern uro i Venstre, som også har været ramt af historisk dårlige meningsmålinger.

Ved folketingsvalget i marts fik Venstre 10,1 procent af stemmerne. Det var partiets dårligste valgresultat nogensinde.

RITZAU