Lyt til artiklen

Når NATOs tidligere generalsekretær Anders Fogh Rasmussen aflønnes for et foredrag i Danmark, skal det indbetales til en konto i skatteparadiset Andorra.

BT kan tirsdag afsløre, at Foghs foredrags-honorar skal indbetales på et foredragsbureaus konto i det lille fyrstendømme Andorra, som er kendt for den lave selskabs- og indkomstskat.

Det viser et konkret tilbud, som en dansk netværksgruppe inden for forsvarsindustrien har fået af foredragsbureauet CSA Celebrity Speakers på vegne af Anders Fogh Rasmussen. Et bureau, som Fogh blev en del af, efter han 30. september havde sidste arbejdsdag som generalsekretær i NATO.

Her fremgår det, at honoraret for foredraget skulle overføres til foredragsbureauet CSA Celebrity Speakers konto i Andorra, og derfra ville Foghs honorar blive ført retur til hans nystartede konsulentfirma ‘Rasmussen Global’ med adresse i København.

Det var både forargeligt og etisk uforsvarligt, at en forhenværende statsminister og skatteminister skulle betales via et skattely-land, mente flere kræfter i netværksgruppen.

BT har talt med flere af de personer, som har stillet spørgsmål ved det etiske i betalingsmodellen, men ingen ønsker at formulere kritikken til citat. Men det bekræftes, at Fogh blev droppet som foredragsholder, dels pga. økonomien og dels pga. betalingsmåden.

De skatteeksperter, som BT har talt med, understreger, at betalingsmodellen ikke er ulovlig. Så længe gruppen, som hyrer Fogh, overholder den danske skattelovgivning, og den forhenværende statsminister gør det samme. Men gevinsten ved modellen er, at foredragslønnen, som sendes til CSA Celebrity Speakers ikke belastes af ligeså høje skatter i Andorra som i Danmark.

- Hvis nu agenten sad i Danmark og var skattepligtig her, så skulle der betales en dansk selskabsskat af de indkomster, der kommer ind. Der er en klar skattemæssig fordel for bureauet ved at ligge i Andorra, som måske kan betyde, at også Fogh vil få mere ud i den anden ende. Med det forbehold at vi ikke kender hans kontrakt med agenten, siger advokat Søren Aagaard, skatteretsekspert hos Advodan.

Selskabsskatten i Andorra er i udgangspunktet 10 procent med mulighed for yderligere nedsættelser, mens den i Danmark 24,5 procent. Dertil kommer, at CSA Celebrity Speakers heller ikke lægger VAT - moms - til beløbet.

CSA har kontorer flere steder i Europa, men Fogh er tilknyttet afdelingen i Andorra, hvor en dansker varetager kontakten for den tidligere statsminister.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Anders Fogh Rasmussen selv, fordi han opholder sig udlandet. Men hans rådgiver og tidligere spindoktor Michael Ulveman giver følgende svar skriftligt:

- Anders Fogh Rasmussens honorar udbetales til ham i Danmark, hvor han er skattepligtig, og hvor Rasmussen Global i øvrigt er registreret som virksomhed. Han har således ingen skattemæssige fordele af det, siger Michael Ulveman.

 

Læs hele svaret fra Anders Fogh Rasmussens rådgiver Michael Ulveman HER.

 

 

 

KØB BT TIRSDAG OG LÆS HELE SAGEN OM ANDERS FOGH RASMUSSENS FOREDRAG. SOM SKULLE BETALES VIA SKATTELY.