Flere partier vil nu se på reglerne for mediestøtte, efter Den Korte Avis med tidligere minister Karen Jespersen i spidsen, bliver beskyldt for at bringe et racistisk indlæg på deres hjemmeside.

»Jeg mener ikke, Den Korte Avis har ret til mediestøtte. De laver et fuldstændigt vanvittigt farvet tenderende til et racistiske indhold, og jeg synes, Den Korte Avis er en skændsel,« siger medieordfører for SF Jacob Mark.

Flere annoncører som Danske Bank, JustEat og Ikea har allerede trukket deres annoncer fra Den Korte Avis side på nettet, efter at et blogindlæg fra Irina Bjørnø har skabt stor furore på de sociale medier.

I indlægget beskriver hun, hvordan hun ser en sort mand tale i mobiltelefon foran en bank og undrer sig blandt andet over følgende.

'Måske pralede han af, at danske piger på gaderne er frække og tit udfordrende klædt? Måske diskuterede han, hvad der var sket hjemme i Afrika, i den tid han havde været væk? Jeg ved ikke! Men i ham så jeg en stærk mand i sin bedste alder, som lige nu ikke arbejdede for det land, som gav ham husly og gjorde ham mæt hver dag. Sikke et ressourcespild!,' skriver Irina Bjørnø blandt andet i bloggen - til trods for at hun ikke forstod det sprog, manden talte.

Samtidig kalder hun ham kulsort og skinnende blank af udseende. Indlægget er nu forsvundet fra Den Korte Avis.

Den Korte Avis fik I 2015 knap 86.000 offentlige kroner, og i 2016 får netmediet knap 149.000 kroner.

Ud over annoncørflugten vil flere partier nu også have set på de regler, der gør, at Den Korte Avis får mediestøtte. For eksempel vil De Radikale have lavet reglerne om.

»Jeg har ikke som sådan nogen holdning til, om Den Korte Avis skal have mediestøtte eller ej, for det er ikke os politikere, der sidder og vælger medierne ud. Men jeg har den holdning, at medier, der kan få mediestøtte, bør være tilmeldt Pressenævnet, og det er Den Korte Avis ikke,« siger medieordfører Zenia Stampe.

Det betyder også, at hvis nogen føler, Den Korte Avis overtræder de presseetiske regler, så kan man ikke melde dem til pressenævnet, og det mener Zenia Stampe er meget problematisk.

»Det er da underligt, at DKA ikke har tilmeldt sig Pressenævnet, og det er også mistænkeliggørende. Hvordan kan man have tillid til et medie, der ikke har forpligtet sig til at overholde de pressetiskeregler, det er ikke særligt tillidsvækkende.«

Derfor ser partiet lige nu på, om man kan kræve, at et medie skal være tilmeldt Pressenævnet, hvis det overhovedet skal have ret til mediestøtte.

Det samme mener Alternativet. Og partiet vil også gerne diskutere, hvordan man retfærdigører at kalde noget et medie, der derved også er berettiget til mediestøtte.

»Mediebilledet har forandret sig meget, for hvad er et medie egentlig i dag? Vi ser de her nye netbaserede medier, men hvad er en blog, og hvad er et egentligt medie, så der er i den grad behov for, at vi ser på lovgivningen. Der er jeg helt enig i kritikken af DKA,« siger medieordfører Rasmus Nordqvist.

Men heller ikke her er man tilhænger af, at politikere går ind ig vurderer, om det enkelte medie skal have mediestøtte, da man gerne vil holde et armslængdeprincip mellem presse og politikere. Men hvis man laver reglerne om, så man skal være tilmeldt Pressenævnet, vil det de facto betyde, at støtten ryger til Karen Jespersens hjemmeside.

Liberal Alliance er det eneste parti, BT har været i kontakt med, der ikke vil forholde sig til, om Den korte Avis bør få offentlige støttekroner. Medieordfører Leif Mikkelsen reaktion på det ombruste debatindlæg på sitet er fåmælt.

»Det lyder ikke godt, men på grund af en enkel sag, kan man ikke gå ind og trække mediestøtte. Den her sag, kan jeg ikke kommentere, når jeg ikke har set indlægget.«

Inden længe skal partierne med den nye kulturminister for Liberal Alliance Mette Bock i spidsen forhandle et nyt medieforlig. Alle partier er med i medieforliget undtagen Alternativet, fordi de blev valgt ind i Folketinget, efter der blev indgået forlig sidst.

Det er altså her, flere partier nu vil se på, om man kan kræve, at et medie skal være tilmeldt Pressenævnet for at få støtten.