Det startede med, at han fik Ekstra Bladets nytårstorsk, for at have kvajet sig mest i årets løb tilbage i 2013.

Og søndag kulminerede de kulinariske eventyr så med at statsminister Lars Løkke Rasmussen indrømmede:

»Jeg er en kæmpe torsk.«

Det skete ved et torskegilde - naturligvis - i Thyborøn, hvor Lars Løkke og fru Solrún nød kogt torsk og perlende snaps hos den såkaldte kvotekonge John Anker Hametner-Larsen.

Lars Løkkes undskyldning er dog ikke overfor befolkningen eller Folketinget, men overfor kvotekongen.

Undskyldningen fremstod lidt i spøg, men ifølge Ekstra Bladet, som var taget til Vestjylland for at dække begivenheden, ændrede talen hurtigt karakter og blev ganske følelsesladet.

Løkke fremstod rørt og holdt flere gange pauser undervejs i talen. Og han var ikke de eneste, der kneb en tåre ved tanken om, hvor hårdt deres venskab er beskrevet i medierne. John Anker Hametner-Larsen måtte også i løbet af talen tørre øjnene.

»Jeg er faktisk lidt ked af – oprigtigt ked af – at man skal slå sig så meget på at kende mig ... Det, synes jeg, egentlig ikke er rimeligt. Det vil jeg gerne sige undskyld for,« lød det fra statsministeren.

Men sagen bliver mere alvorlig set i lyset af et samråd i Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg 9. november sidste år, hvor Løkke kaldte det »upassende« at insinuere at han »kendte kvotekonger«.

Løkke blev gang på gang bedt om at svare på, hvorvidt han var vidende om, at Esben Lunde Larsen i sin tid som minister for fiskerområdet tilbageholdt oplysninger for Folketinget. Noget, der gjorde forholdet til støttepartiet Dansk Folkeparti så belastet, at Løkke i august i år valgte at fyre ham som fiskeriminister.

»Nu ved vi jo, at statsministeren kender kvotekonger. Kendte statsministeren også til tiltag mod kvotekonger, som blev tilbageholdt for Folketinget,« spurgte Socialdemokratiets fiskeriordfører Simon Kollerup. Løkke ville ikke svare på det sidste, men kaldte det første en »mærkelig bemærkning om, at jeg kender kvotekonger. Jeg ved ikke, hvad der gemmer sig bag den upassende bemærkning«.

Løkke anerkendte, at han havde afholdt et »velgørenhedsarrangement« sammen med »en fisker fra Thyborøn«, men sagde, at arrangementet byggede på »en henvendelse fra en person, jeg ikke kendte«, og at den meget fokus på forbindelserne mellem Venstre og kvotekongerne var udtryk for en »smædekampagne«.

»Jeg vælger at overhøre den her mærkelige insinuering om, at jeg skulle kende kvotekonger. Jeg ved ikke, hvad der gemmer sig bag den upassende bemærkning, lød det bistert fra statsministeren.

Siden har det imidlertid vist sig, at Lars Løkke Rasmussen har lånt John-Anker Hametner Larsens, en af de omstridte storfiskeres, sommerhus i Skagen i en uge i juli 2016, hvilket er opgjort til en værdi af ca. 11.000 kr.. Statsministeren forklarer i et skriftligt svar til Ekstra Bladet, at opholdet var en fødselsdagsgave.

Løkke erklærede, at hans lån af storfiskerens sommerhus kunne »se skævt ud«. Men det skyldes mere mediedækningen. Og »livet er for kort til fortrydelser«, oplyste statsministeren.

Ved søndagsfrokosten i Thyborøn kostede det 500 kr. at deltage, og for de penge fik man mere end torsk og Ole Ritter-æblekage. Man støtter også for femte år i træk de mere eller mindre kuldsejlede kængte i Løkke-fonden, som statsministeren vil give et kærligt skub i den rigtige retning.

»Det begyndte med, at jeg fik den her latterlige nytårstorsk af Ekstra Bladet i 2013«, siger Lars Løkke Rasmussen til Politiken.

Det fik ham til at afholde en nytårskur, hvor der blev samlet penge ind til fonden. Og da Lars Løkke skrev om det på Facebook, så reagerede John-Anker.

»Hvorfor skal alting foregå i København,« spurgte han. Og tre uger efter tog Lars Løkke så til Thyborøn, hvor der blev samlet dobbelt så mange penge ind som i København.

Lars Løkke Rasmussen undskylder sig med, at fik en masse gaver, da han fyldte 50 i 2014. For eksempel gav fire vælgerforeninger i Vestjylland ham også et gavekort til et sommerhusophold.

»Og jeg fik et gavekort til Illums Bolighus«, informerer han.

»Jeg synes, der mangler rigtig mange nuancer i den her sag. Jeg kan godt se, at billedet, som det er tegnet op, kan se underligt ud. Men der er bare ikke noget underligt ved det,« siger Larts Løkke, der dog er indkaldt til flere samråd i sagen efter de nye oplysninger.

I programmet Besserwisserne på TV2 News i weekenden, rystede alle fire politiske kommentatorer - bl.a. hans egen tidligere rådgiver Søs Marie Serup - på hovedet over, at Lars Løkke efter bilagssagen, GGGI-sagen og tøjsagen kan finde på at modtage en gave fra en person, der står politisk storm omkring.

FAKTA:

Januar 2014: Lars Løkke får Årets Nytårstorsk af Ekstra Bladet for at have kvajet sig mest i 2013.

Maj 2014: Løkke får et ophold i John-Anker Hametner Larsens sommerhus i Skagen i fødeelsdagsgave.

Juli 2016: Løkke og frue bor gatis en uge John-Anker Hametner Larsens sommerhus i Skagen i juli 2016.

December 2016: Et flertal udenom regeringen indgår en fiskeriaftale, der bl.a. har til formål at gøre op med kvotekongerne

August 2017: Esben Lunde Larsen mister en tredjedel af sit ministerium, da statsministeren fratager ham fiskeriet

November 2017: I et samråd i Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg kalder Løkke det »upassende« at insinuere at han »kendte kvotekonger«.

Januar 2018: Ekstra Bladet afslører, at  Lars Løkke Rasmussen har lånt John-Anker Hametner Larsens sommerhus. »Jeg skammer mig ikke over at kende folk fra Thyborøn,« svarer Løkke.

.