Niels Christian Poulsen har brugt en såkaldt kreativ måde at registrere sine døde mink på.

Istedet for at indsende coronaprøver fra sine nyligt afdøde mink indsendte han i efteråret 2020 prøver fra nogle af de døde mink, ‘som var lidt længere nede i fryseren’, og som han vidste ikke havde corona.

Mette Frederiksen erklærede tilbage i oktober, at samtlige mink skulle aflives på grund af en ny coronamutation. Det betød, at Niels Christian Poulsen måtte aflive alle sine dyr.

»Det er da rigtigt, at vi har da sendt et hold prøver ind, hvor det var den kreative måde, hvor vi siger, de skal aflives. Det giver simpelthen ikke mening at få dem erklæret smittet. De var jo dødsdømt på det tidspunkt,« fortæller Niels Christian Poulsen til to studerende, som DR har arbejdet med.

Arkiv
Arkiv Foto: Asger Ladefoged
Vis mere

Minkavlerne får en kompensationspris baseret på tabsprisen pr. mink, og ifølge DR er der en økonomisk fordel i at indsende svar, som er negative frem for positive - der er nemlig omkring 200 kroners forskel på den erstatning, man ville få pr. avlsdyr.

Og af den grund overvejer Fødevarestyrelsen at anmelde Niels Christian Poulsen. I et skriftligt svar til TV Midtvest skriver de:

»At snyde med prøvesvarene for at få en højere erstatning fra statskassen er både ulovligt og kan have udsat medarbejdere i minkfarmen for en smitte, der kunne have været opdaget. Derfor er Fødevarestyrelsen også ved at se på, om der er grundlag for at politianmelde den aktuelle sag,« skriver styrelsen.

Niels Christian Poulsen erkender over for DR, at der har været fejl, og at der generelt ikke var godt nok styr på prøvetagningen, men fortæller også, at man på daværende tidspunkt også havde mistet tilliden til regeringen.

Niels Christian Poulsen havde en af Danmarks største minkfarme med omkring 37.000 tæver.

Hvis Niels Christian Poulsen har indregistreret samtlige 37.000 mink ind som negative, vil det give en kompensation på 7.400.000 kroner.