Fødevareminister forventer at se flere forurenede æg i Danmark og beder styrelse gøre rede for sagens omfang.

København. Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) beder nu om en redegørelse fra Fødevarestyrelsen om omfanget af forurenede æg i Danmark.

- Sagen har nået et vidt omfang i Europa, men efterhånden også i Danmark. Og vi må nok forvente, at der kan dukke flere partier forurenede æg op hos danske virksomheder, skriver ministeren i en pressemeddelelse.

- Derfor har jeg nu bedt Fødevarestyrelsen om en redegørelse i sagen med henblik på orientering af Folketinget, da det er vigtigt, at vi får det fulde overblik i en sag som denne, siger Esben Lunde Larsen.

Insektmidlet fipronil er konstateret i millioner af æg fra Belgien og Holland.

En del af de forurenede æg er havnet i Danmark.

Tidligere på måneden oplyste Fødevarestyrelsen, at op mod 20 ton kogte, pillede æg med et indhold af fipronil er solgt i Danmark.

Yderligere to ton æg med fipronil er solgt som røræg.

Torsdag meddelte Fødevarestyrelsen så, at den har fundet yderligere 6,9 ton forurenede æg hos to virksomheder.

De er videresolgt som kogte og pillede æg. Derudover har en virksomhed indkøbt 108 kilo omelet med æg fra de berørte besætninger.

Her er tilbagetrækningen af varerne i gang, oplyste Fødevarestyrelsen torsdag.

Ministeren hæfter sig ved, at mængden af fipronil i de importerede æg ikke menes at være på et sundhedsskadeligt niveau.

- Det er vigtigt at sige, at DTU Fødevareinstituttet over for Fødevarestyrelsen vurderer, at de forurenede æg ikke er sundhedsskadelige, siger Esben Lunde Larsen.

Undersøgelser af æg indført til Danmark fra de berørte besætninger, viser koncentrationer på op til 0,018 milligram per kilogram.

Det sundhedsskadelige niveau indtræffer først ved koncentrationer på over 0,72 milligram per kilogram.

Esben Lunde Larsen oplyser endvidere, at han til september skal mødes med kolleger fra de øvrige EU-lande for at drøfte sagen.

Fødevarestyrelsen oplyser, at der stadig ikke er nogen tegn på, at fipronil er anvendt i dansk fjerkræproduktion.

/ritzau/