Josephine Fock glæder sig over, at Alternativets hovedbestyrelse har afkræftet anklager om ruskeri.

- Nu skal vi komme videre.

Sådan lyder ordene fra Alternativets politiske leder, Josephine Fock, efter flere uger med intern uro i partiet og beskyldninger rettet mod den nye leder.

Lørdag aften besluttede et spinkelt flertal i partiets hovedbestyrelse at bakke op om Josephine Fock som politisk leder.

- Jeg er selvfølgelig rigtig glad for, at hovedbestyrelsen viser fuld tillid til mig. Og så er jeg også rigtig glad for, at det nu bliver fuldstændig afkræftet, at jeg skulle have rusket og været fysisk over for nogen, siger Josephine Fock.

På trods af udmeldingen fra bestyrelsen mener Josephine Fock, at partiet fortsat er i krise.

- Det er klart, at Alternativet er i en krise nu. Og det, der er rigtig vigtigt for mig, er, at hovedbestyrelsen lægger op til, at nu skal vi komme videre.

- Det vil sige, at de mennesker, der gerne vil arbejde sammen med mig om Alternativets politik, dem vil jeg rigtig gerne arbejde sammen med.

- Og det må folk jo så vurdere med sig selv, hvad de ønsker. Jeg lægger i hvert fald op til et rigtig godt samarbejde med dem, siger Josephine Fock.

Det er ikke gået stille for sig, siden den nye politiske leder blev valgt 1. februar i år. Hun erstattede stifter Uffe Elbæk, som havde været leder af partiet siden 2013.

To gange inden for få uger har hovedbestyrelsen taget stilling til, om den har tillid til Josephine Fock som politisk leder.

Omdrejningspunktet for kritikken er en artikel, som blev bragt i Information 21. februar. Her fortalte en række anonyme kilder om krænkende adfærd fra Fock over for tidligere ansatte.

Efterfølgende har hovedbestyrelsen inviteret til, at personer kunne komme og fortælle, hvad de har set og oplevet.

Hovedbestyrelsen har ikke fundet dokumentation for ruskeri eller andre fysiske handlinger, udtaler talsperson Jesper Callesen i en pressemeddelelse.

Alligevel siger Josephine Fock, at der var et dårligt arbejdsmiljø i Alternativet, da hun sad i Folketinget fra 2015 til 2018. Her var hun blandt andet gruppeforkvinde.

- Jeg er glad for, at hovedbestyrelsen understreger, at det ikke kun var mig, der var den ansvarlige leder.

- Der var flere andre, som også burde have taget et ledelsesansvar dengang og hjulpet mig med det, siger Josephine Fock.

/ritzau/