Dansk Folkepartis indflydelsesrige næstformand Søren Espersen siger i et interview, at det ikke er nogen naturlov, at Dansk Folkeparti peger på en Venstre-statsminister. Ikke engang ved næste valg. Her vil det være en mulighed at pege på Mette Frederiksen (S) som statsminister.

»Det kan også godt være, at det sker. Der er ikke nogen garanti for, at vi peger på Venstres formand,« siger han til tv-stationen DK4 i Henrik Qvortrups program 'Aktuelt Kvarter'.

Her bliver han spurgt ind til, hvorfor Dansk Folkeparti har peget på en Venstre-statsminister ved alle folketingsvalg.

»Jeg mener aldrig, det har været en naturlov. Det hænger sammen med, at Socialdemokratiet engang sagde, vi ikke var stuerene. Nærmest underforstået, at man ikke kunne arbejde sammen med os.«

Men sådan er det ikke længere, understreger Dansk Folkepartis strateg.

»Det har nemlig ændret sig. Det var årsagen til, at vi ikke dengang havde den midterposition, som jeg altid gerne har villet have haft, at vi har. Det har vi nu. Så jeg synes, at det ville være en naturlig ting – netop når det gælder udlændingelovgivningen, at det bliver til i et samarbejde mellem os, Venstre og Socialdemokraterne,« siger han.

Søren Espersens ønskescenarie er en regering mellem Dansk Folkeparti, Venstre og Socialdemokraterne, hvis han kunne vælge frit på alle hylder. Men hvis det ikke sker, mener han ikke, at der er nogen garanti for, at Venstre kan regne med støtte til Lars Løkke Rasmussen som statsminister. Ikke engang ved næste valg.

»Nej, det kan han ikke. Det mener jeg aldrig, han har kunnet, men det er selvfølgelig mere sandsynligt, at det ikke vil ske nu, hvor Socialdemokraterne virkelig har rykket sig,« siger han og peger især på udlændingepolitiken og EU-politiken, hvor han mener, Mette Frederiksen har lagt en anden linje, end Helle Thorning-Schmidt gjorde.

Derfor kan det blive attraktivt at pege på Mette Frederiksen som statsminister for Dansk Folkeparti, siger Søren Espersen i programmet.

»Vi har ikke bundet os til at pege på Venstres formand. Det har vi jo ikke. Det har vi aldrig gjort som noget fast. Det kan da udmærket tænkes, at der en dag kommer et meget tættere samarbejde mellem DF og S. Det afhænger også af, hvilken linje de går efter, og den de lægger nu med Mette Frederiksen og Henrik Sass Larsen, synes jeg, lyder som en rigtig god mulighed, så den dag kan godt komme,« siger han.