Under hver tredje dansker vender tommelfingeren ned til regerignens skatteudspil. Selv blandt Venstres vælgere er der flere tilhængere end modstandere.

Et flertal på 52 procent af danskerne mener, at SRSF-regeringens udspil til en skattereform samlet set er godt. Det viser en Gallup-måling, som blev foretaget, at efter regeringen i går formiddag fremlagde sit samlede skatteudspil. Kun 29 procent af danskerne mener, at regeringens udspil er dårligt. Det skriver Berlingske.

Den pæne modtagelse i befolkningen er bemærkelsesværdig, fordi den folkelige begejstring over skattereformer historisk set er til at overse.

Den imødekommende holdning til regeringens skatteudspil går endda igen i de borgerlige rækker. Blandt Venstre-vælgere siger 47 procent god for udspillet, mens kun 34 procent er imod. Også blandt det konservative vælgerkorps er der flere tilhængere end modstandere af regeringens oplæg.

Ifølge lektor Rune Stubager fra statskundskab på Aarhus Universitet er den folkelige opbakning til skattereformen overraskende høj.

Traditionelt har et flertal af danskerne været imod skattelettelser til de høje indkomster, ligesom vælgerne normalt hellere vil bruge pengene på velfærd end skattelettelser, påpeger han.

Holdningsskiftet skyldes at både S og SF i dag går ind for skattelettelser, for jo flere partier der går ind for et forslag, jo flere vælgere vil også bakke op om idéen.

- Vi ved fra anden forskning, at mange vælgere følger deres partier. Når regeringspartierne også går ind for at lette skatten på arbejde på lige fod med de borgerlige, tager de flere af deres egne vælgere med, påpeger Rune Stub­ager over for Berlingske.

Kun blandt Dansk Folkepartis, Liberal Alliances og Enhedslistens vælgere er der større utilfredshed med regeringens skatteudspil.

Socialdemokraternes politiske ordfører, Magnus Heunicke, er glad for den generelle opbakning fra flertallet af danskerne og bruger den til at lægge pres på Venstre for at deltage i en skattereform.

- Når danskerne bakker så massivt op om regeringens reform, må det gøre indtryk på Lars Løkke. Nu må Venstre også være med til at løse problemerne siger han til Berlingske.

Venstres politiske ordfører, Ellen Trane Nørby, afviser dog, at danskernes opbakning til reformen gør, at partiet bør bakke mere op om regeringens skatteudspil.

- Nej, det ændrer intet. Hvis jeg som dansker blev præsenteret for, at regeringen nu vil til at gøre noget mere fornuftigt på skat modsat det, de har gjort hidtil, hvor de har hævet skatter og afgifter for seks milliarder kroner, ville jeg da også overvejende være positiv. Det er jo bedre end deres hidtidige politik, siger hun.

Som en del af skatteudspillet forringer regeringen rentefradraget.

Mens man i dag kan trække 33 procent af renteudgifterne fra i skat, kan man i 2020 kun trække 20 procent fra.

S-ordfører Heunicke er ikke meget for at erkende, at regeringens forslag om at forringe rentefradraget er et brud på det løfte, som S-SF gav op til valget, hvor de lovede ikke at pille ved rentefradraget helt frem til 2020. Et markant flertal på 62 procent af danskerne peger ellers i Gallup-målingen på, at S-SF dermed begår løftebrud.