Socialdemokratiet stemmer for en rigsretssag mod tidligere minister Inger Støjberg (V) i instrukssagen.

Det skriver partiet i en pressemeddelelse.

Dermed stemmer alle partier i rød blok for en rigsretssag mod Støjberg. Det bliver den kun sjette af sin slags i danmarkshistorien. Også Liberal Alliance og De Konservative fra blå blok stemmer for en rigsretssag.

Sagen handler om en ulovlig instruks om at adskille alle asylpar, hvor den ene var mindreårig. Den fandt sted i 2016, da Støjberg var udlændinge- og integrationsminister.

Socialdemokratiet er kommet frem til beslutningen om at stemme for en rigsretssag torsdag på et gruppemøde. Her var også statsminister Mette Frederiksen (S) til stede.

- At iværksætte en rigsretssag er en meget alvorlig beslutning. Det er kun sket fem gange i historien, senest for snart 30 år siden i Tamilsagen, siger Frederiksen i pressemeddelelsen.

Rigsretten er en særlig domstol, der behandler og afsiger domme mod ministre, der er tiltalt for ulovlig embedsførelse.

- En rigsret er - og det skal det også være - det sidste og mest ultimative redskab i Folketingets parlamentariske kontrol med en regering, siger Frederiksen.

- Det er derfor en beslutning, der kræver nøje og grundige overvejelser og en beslutning, der bør basere sig på en klar, uafhængig og gennemarbejdet sagsfremstilling og vurdering, siger hun.

Statsministeren henviser til Instrukskommissionens delberetning og den efterfølgende vurdering, som Folketingets uafhængige advokater er kommet med.

- Den socialdemokratiske folketingsgruppe har på baggrund af de klare juridiske vurderinger valgt at tilslutte sig, at Folketinget indleder en rigsretssag.

- Det er samtidig vigtigt for Socialdemokratiet at gøre klart, at en minister både kan og skal sætte den politiske retning, herunder kunne udfordre og sætte spørgsmålstegn ved embedsværkets vurderinger og indstillinger og lade dem afsøge alternativer i arbejdet med politiske løsningsforslag.

- Dette må dog selvsagt ikke føre til, at en minister - trods flere advarsler - er ansvarlig for, at der iværksættes en klart ulov.

/ritzau/