Lyt til artiklen

Et flertal i Folketingets udenrigsudvalg er mandag blevet enig om en beretning, der opfordrer Søren Pape Poulsen (K), Mai Mercado (K) og Inger Støjberg (DD) til at oplyse om indholdet af de samtaler, de havde med repræsentanter fra Den Dominikanske Republiks regering i 2018.

Det fremgår af beretningen, som Ritzau har set.

Bag beretningen står Socialdemokratiet, Enhedslisten, SF og De Radikale.

Det er tidligere kommet frem i flere medier, at De Konservatives formand, Søren Pape Poulsen, i sin tid som justitsminister holdt ministermøder med Den Dominikanske Republik uden om Udenrigsministeriet og uden at have været i kontakt med den lokale danske ambassade.

På møderne var også daværende socialminister Mai Mercado og daværende udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg til stede.

Beretningen slår ikke fast, hvordan den opfordrer de tidligere ministre til at oplyse om indholdet af møderne. Det lyder blot, at der opfordres til, at Folketinget oplyses herom.

Fra SFs udenrigsordfører, Karsten Hønge, lyder det, at det er nødvendigt at få »afklaret omstændighederne omkring, at nogle ministre driver privat udenrigspolitik«.

»Derfor er det nødvendigt at få at vide, hvem de har snakket med, og hvad de har snakket om,« siger Karsten Hønge.

Han mener, at det vil være »magtfuldkommenhed ud over det almindelige«, hvis ikke Pape, Mercado og Støjberg følger opfordringen.

I beretningen konstateres det også, at møder på eget initiativ med repræsentanter for udenlandske regeringer som dansk minister er »helt uacceptabelt«.

»Ud over at kunne skabe usikkerhed om Danmarks officielle politik, så fratager den slags møder også Folketinget, herunder Udenrigsudvalget, mulighed for at diskutere formål med møderne, samt en eventuel opfølgning,« lyder det i beretningen.

For De Radikale har den del været det vigtigste.

»Formålet var først og fremmest at slå fast, at det her en praksis, vi ikke bifalder fra Folketingets side,« siger udenrigsordfører Martin Lidegaard.

I et notat fra Lovsekretariatet i Folketinget, der blev udarbejdet på ønske fra Udenrigsudvalget, fastslås det, at der ikke findes andre eksempler på, at »et udvalg i en beretning har anmodet en forhenværende minister om at fremkomme med oplysninger«.

»Det er præcis derfor, at vi ikke kunne være med på Socialdemokratiets første udkast til beretningen, som indeholdt et krav om en egentlig skriftlig redegørelse til udvalget,« siger Martin Lidegaard.

»I dagens beretning opfordrer vi bare til, at de oplyser om indholdet, men ikke i en formel form. Det har vi fravalgt på grund af notatet. Vi ønsker ikke at stadfæste en ny praksis på området,« siger han.

Søren Pape Poulsen har beklaget møderne og inviteret udenrigsminister Jeppe Kofod (S) til et møde på hans kontor om ministermøderne.

Ritzau forsøger at få en kommentar fra Søren Pape Poulsen.

/ritzau/