S-regeringen og dens støttepartier har nu en fælles forståelse af, hvad der skal genåbnes, når restriktionerne udløber 17. januar.
Ikke overraskende vil det røde flertal følge Epidemikommissionens anbefalinger. Med en enkelt undtagelse, som vi kommer tilbage til.
Det bekræfter flere kilder i regeringens støttepartier over for B.T.
»Vi bakker overordnet set op om indstillingen fra Epidemikommissionen,« skriver Peder Hvelplund fra Enhedslisten, som ikke ønsker at genåbne mere, end kommissionen anbefaler.
Det vil sige, at kulturlivet, herunder biografer, spillesteder og teatre, står til at genåbne fra på mandag.
Det samme gælder højskoler, aftenskoler, zoologiske haver, forlystelsesparker og udendørs sport med siddende publikum.
Meldingen var desuden den samme fra Mette Frederiksen, kort før hun trådte ind i Folketingssalen onsdag klokken 13:
»Vi har tænkt os at følge indstillingerne, og vi er fuldt ud opmærksomme på, at det er svært for store dele af dansk kunst- og kulturliv at have de her restriktioner, som har været gældende i en periode. Og det håber vi på opbakning fra Folketinget til,« sagde statsministeren.
Kulturlivet kan dog ikke se frem til en fuld genåbning. S-regeringen vil nemlig sætte en øvre grænse på 500 gæster, som desuden skal bære mundbind og vise coronapas, oplyser kulturministeren til Ritzau.
Epidemikommissionen indstillede ellers en grænse på 350 personer.
Restauranter og andre spisesteder bliver dog ikke genåbnet i denne omgang, lyder meldingen fra det røde flertal. De skal fortsat lukke klokken 23 og stoppe udskænkning af alkohol klokken 22.
Det betyder også, at nattelivet fortsat ser ud til at skulle holde lukket.
Nedlukningen vil foreløbigt gælde til og med 31. januar.
Desuden vil kravene til mundbind i butikker og offentlig tranport også blive fastholdt.
Restriktionerne bliver endeligt aftalt på et møde i Epidemiudvalget klokken 15:15.
Den delvise genåbning vil blive præsenteret på et pressemøde med Magnus Heunicke og sundhedsmyndighederne klokken 18 i aften.