Et flertal i Folketinget erklærer sig parate til at se nærmere på, om samtykke i forbindelse med sex skal skrives ind i den danske lovgivning.

Blandt de seneste til at melde sig klar til at se på, om samtykke ved sex skal være en del af dansk lov, er Socialdemokratiet.

Det fortæller retsordfører, Trine Bramsen, der ønsker at se nærmere på lovgivningen på baggrund af B.T.s serie #Voldtaget.

»Jeg er med på, at det ikke er let at få skærpet lovteksten. Men jeg synes, vi skal gøre forsøget. Og vi kan passende skele til de lande, der allerede har skærpet deres lovgivning i forhold til en højere grad af samtykke,« siger Trine Bramsen.

Retsordfører Trine Bramsen (S).
Retsordfører Trine Bramsen (S). Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Tidligere har både Enhedslisten og Alternativet meldt sig parate til at se på, om samtykke skal være en del af dansk lovgivning.

Og senest var retsordfører hos Konservative, Naser Khader, ude og melde sig under samtykke-fanerne.

»Efter at have talt med en del af de kvinder, der har været udsat for voldtægt, og en del af dem, der føler sig dårligt behandlet, fordi gerningsmanden ikke bliver dømt af forskellige årsager, er jeg åben for at se på, om vi kan gøre mere,« sagde Naser Khader til DR.

Han understregede, at han talte på egne vegne, da partiet først vil se nærmere på eksempler fra udlandet.

Preben Bang Henriksen, retsordfører Venstre.
Preben Bang Henriksen, retsordfører Venstre. Foto: Steen Brogaard
Vis mere

Hos Venstre fortæller retsordfører Preben Bang Henriksen, at man ønsker flere gerningsmænd dømt for voldtægt. Og det kan blandt andet indebære at få samtykke skrevet ind i lovgivningen:

»Det ligger efter min opfattelse klart, at for mange voldtægtsmænd går fri. Og vi er klar til at se nærmere på voldtægtslovgivningen, og om det giver mening at indføre samtykke i Danmark,« siger Preben Bang Henriksen, der ligesom hos Konservative først vil se nærmere på, hvordan samtykke fungerer i udlandet.

I B.T.s serie #Voldtaget blev det på baggrund af en gennemgang af mere end 100 voldtægtssager beskrevet, at omkring hver femte voldtægtssag endte med en frifindelse.

Det tal står i skarp kontrast til straffesager generelt. I 2017 førte 3,4 procent af alle straffesager således til frifindelse.