Flere voksne i førskole-sfo'er skal give børn bedre start på skolelivet
Fremover skal der maksimalt være seks børn per voksen i førskole-sfo'er, oplyser Undervisningsministeriet.

Fremover skal der maksimalt være seks børn per voksen i førskole-sfo'er, oplyser Undervisningsministeriet.

Der skal fremover være flere voksne i førskole-sfo'er for at sikre børn en bedre overgang fra børnehave til skole.
Det betyder, at de børn, der starter tidligt i skolefritidsordning (sfo) forud for skolestart, vil opleve samme normering som i børnehaven.
Det er regeringen og folkeskoleforligskredsen blevet enige om, oplyser Undervisningsministeriet i en pressemeddelelse tirsdag.
Konkret må der fremover maksimalt være seks børn per voksen, fremgår det af aftalen.
Minimumsnormeringerne i førskole-sfo blev allerede aftalt som en del af økonomiaftalen for 2027.
Her blev afsat 300 millioner kroner til at forlænge minimumsnormeringerne frem til skolestart.
Tirsdag er regeringen nået til enighed med folkeskoleforligskredsen om forslaget.
Minimumsordningskravet skal træde i kraft snarest muligt i 2027.
- Når børn går fra børnehave til forårs-sfo, oplever de i dag, at der fra den ene dag til den anden er markant færre voksne omkring dem. Det er vigtigt, at børnenes overgang til skolelivet sker i trygge rammer, udtaler undervisningsminister Magnus Heunicke (S) i meddelelsen.
Det glæder Skolelederforeningen og pædagogernes fagforening, Bupl, at regeringen og folkeskoleforligskredsen er nået til enighed om en aftale.
- Vi har i årevis advaret om, at der er mange kommuner, som har sparet millioner ved at bruge forårs-sfo som sparefinte, siger Elisa Rimpler, formand for Bupl.
Hun påpeger, at minimumsnormeringerne betyder rigtig meget for børnenes trivsel.
Mange børn oplever i praksis to store skift på kort tid – først til sfo og derefter til skole og en ny klasse. Hvis der samtidig er for få faste voksne og mange vikarer, kan det skabe utryghed, forklarer hun.
- Derfor handler det om at skabe tryghed for børnene. Det handler om at skabe bedre normeringer de steder, hvor man har forårs-sfo, siger hun.
RITZAU