Flere unge tager kokain, og nu vil De Konservative have indført en fordobling af straffen for narkosalg til mindreårige.

»Vi skal beskytte børnene, og stoffer kan i den grad ødelægge deres liv,« siger formand Søren Pape Poulsen.

Ud over at fordoble straffen for salg af narko, hvis man har solgt til mindreårige, vil De Konservative fjerne muligheden for at slippe med en bøde. Ved salg af narko til børn eller unge skal man som minimum idømmes fængsel.

Med forslaget vil Søren Pape Poulsen også teste, om Mette Frederiksen virkelig er 'børnenes statsminister', som hun har slået sig op på at være.

»Så jeg forventer, at regeringen bakker op,« siger han.

I centrum af København siger unge gymnasieelever, at de er vant til at møde stoffer i bybilledet.

»Det sker for alle, tror jeg,« siger 17-årige Otto Pons Martinsen, der nævner togstationer og kiosker som steder, hvor man bliver tilbudt narko.

Hans ven, 16-årige Wasili Wallin, fortæller, at folk i hans vennekreds tager stoffer.

16-årige Wasili Wallin (tv.) og 17-årige Otto Pons Martinsen. Foto: Jacob Friberg
16-årige Wasili Wallin (tv.) og 17-årige Otto Pons Martinsen. Foto: Jacob Friberg
Vis mere

»Hash er det mest udbredte, men jeg ser også kokain en gang imellem,« siger Wasili Wallin.

En ny undersøgelse viser, at dobbelt så mange unge som for fem år siden tager kokain.

Godt tre procent af de unge på 15-25 år svarer i undersøgelsen, at de har taget kokain inden for den seneste måned.

»Undersøgelsen er anledning til, at vi nu fremsætter det her forslag,« siger Søren Pape Poulsen.

De Konservative vil have den skærpede straf skrevet ind i både lov om euforiserende stoffer og i straffelovens paragraf 191 om narkotikasalg.

I praksis vil partiet have loven til at fungere sådan, at når dommeren har udmålt straffen, skal den automatisk fordobles, hvis den dømte har solgt til en mindreårig.

Strafferammen for salg af narko i mindre mængder er bøde eller fængsel op til to år og op mod 10 år ved meget store mængder eller særligt farlige stoffer.

I loven om euforiserende stoffer kan man i dag slippe med en bøde, men den mulighed skal fjernes, så man som minimum straffes med fængsel, hvis man har solgt til mindreårige, mener Søren Pape Poulsen.

Regeringen er klar til at kigge på hårdere straffe for narkosalg til unge.

»Det er så forargeligt, at der er mennesker, der sælger hårde stoffer til mindreårige. Der skal være en kontant straf for det her. Vi er klar til at drøfte forslaget fra De Konservative,« siger retsordfører Jeppe Bruus (S).

Allerede nu tegner der sig et flertal, eftersom Liberal Alliance og Venstre bakker op om forslaget.

»Vi har et særligt ansvar for, at børn og unge ikke bliver introduceret til stoffer. Derfor mener jeg også, at det er helt på sin plads at sætte straffen op over for dem, der sælger det,« siger retsordfører Inger Støjberg (V) og tilføjer:

»De her kriminelle gambler med børn og unges liv, og de tjener samtidig penge på det. Det er kynisk og afstumpet, og det skal vi simpelthen ikke acceptere.«