Margrethe Vestager, Connie Hedegaard og Frank Jensen.

Det er tre af de navne, der dukker op i danskernes bevidsthed, når man beder dem nævne tre af de nuværende medlemmer af Europa-Parlamentet og/eller tre af de mange kandidater, der stiller op til valget søndag.

Fælles for henholdsvis Danmarks nuværende EU-kommissær, Margrethe Vestager, den tidligere EU-kommisær Connie Hedegaard og Københavns overborgmester, Frank Jensen (S), er bare, at de aldrig har været medlemmer af Europa-Parlamentet.

For det store flertal volder det noget besvær at komme op på tre navne. Mange kan nævne et, mens andre nævner et eller flere forkerte.

Faktisk er det blot 21 procent, der er i stand til at nævne de rigtige navne som eksempelvis Margrete Auken (SF) Morten Løkkegaard (V), Morten Helveg Petersen (R), Jeppe Kofod (S) og Rina Ronja Kari (Folkebevægelsen mod EU).

Det viser et rundspørge, som YouGov har udført for B.T. i de sidste dage af EP-valgkampen.

I første omgang svarer 43 procent af de 770 adspurgte, at de godt kan nævne tre politikernavne, men når det kommer til stykket, er mere end hver andet svar fejlbehæftet eller ufuldstændigt.

Det er ikke overraskende for professor og leder af Center for Europæisk Politik ved Københavns Universitet, Marlene Wind.

»Det er meget i tråd med tidligere målinger. Mange overvurderer deres egen viden og kunnen, og de tror, de ved mere end alle andre europæere,« siger hun.

Når parlamentarikerne ikke er mere kendte end tilfældet er, hænger det ifølge Marlene Wind nøje sammen med den generelle lave interesse for EU-spørgsmål - og den lave valgdeltagelse til Europa-Parlamentet.

»Det er et kæmpe problem. Vi taler om demokrati. Det er jo ikke bare et eller andet quizshow. Det er ikke noget godt tegn, at folk ikke ved, hvem der repræsenterer dem,« tilføjer hun.

Ved det seneste valg til Europa-Parlamentet i 2014 var det blot 56,3 procent af de stemmeberettigede danske vælgere, der rent faktisk stemte.

Og det er endda i den pæne ende, når man sammenligner med andre lande. Eksempelvis var det blot 18,2 procent af de tjekkiske vælgere, der stemte ved sidste valg.

Rundspørgen er ligesom politiske meningsmålinger repræsentativt på køn, alder, geografi og stemmeafgivelse ved seneste folketingsvalg.

Resultatet viser, at det særligt er personer under 40 år, der har svært ved at nævne tre politikernavne - mens det ikke overraskende er dem, der beskriver sig selv som 'meget interesseret' i politik, der har mest held med at nævne tre navne.

Søndag vælger danskerne 14 nye medlemmer af Europa-Parlamentet. De 13 tiltræder umiddelbart efter valget, mens det 14. først kommer ind, når Storbritannien engang har forladt unionen.