Nato-lande i Østersøen mødes tirsdag for at diskutere beskyttelse af den kritiske infrastruktur på havbunden.

Den kritiske infrastruktur som el- og gaskabler på Østersøens havbund har været udsat for gentagen sabotage den seneste tid.

Nu inviterer den finske regering statsminister Mette Frederiksen til et udvalgt Nato-topmøde i hovedstaden Helsinki sammen med den estiske regering.

Topmødet finder sted tirsdag den 14. januar.

Dagsordenen er sikkerheden i Østersøen, og hvordan den kritiske infrastruktur på havbunden skal beskyttes bedre.

Det beretter den finske regering i en pressemeddelelse.

- Mødet vil diskutere styrkelse af Nato's tilstedeværelse i Østersøen og reaktion på truslen fra den russiske skyggeflåde, lyder det videre i meddelelsen.

Udover den finske præsident, Alexander Stubb, og den estiske premierminister, Kristen Michal, deltager også en række andre lande.

Det drejer sig om Tyskland i form af kansler Olaf Scholz, den lettiske præsident, Edgars Rinkevics, den litauiske præsident, Gitanas Nauséda, den polske premierminister, Donald Tusk, den svenske premierminister, Ulf Kristersson, den europæiske kommissions næstformand, Henna Virkkunen, samt Natos generalsekretær, Mark Rutte.

/ritzau/