Efter lidt længere ventetid end forventet har blå blok med Venstre-regeringen i spidsen landet finansloven for næste år. En finanslov, der med finansminister Claus Hjort Frederiksens (V) ord er »meget ansvarlig«. Og meget stram.

»Inden for de stramme økonomiske rammer, vi havde til rådighed, er det lykkedes os at styrke kernevelfærden, samt gøre livet lettere for både borgere og virksomheder,« siger finansministeren med henvisning til det meget omdiskuterede kasseeftersyn, han i sommer udsatte dansk økonomi for.

»Samtidig styrker vi de offentlige finanser, så der også i fremtiden vil være tillid til dansk økonomi,« tilføjer han.

Selvom aftalen er stram, har hver af de tre støttepartier fået indfriet deres største ønske til aftalen.

Dansk Folkeparti får trumfet et løft af ældreområdet igennem, en såkaldt værdighedsmilliard, der skal sikre en mere værdig alderdom.

»Det er en hæderlig finanslov, vi har fået strikket sammen,« siger DF-formand Kristian Thulesen Dahl (DF).

Der afsættes en milliard kroner årligt fra 2016 og frem til udbredelse og implementering af en værdighedspolitik i alle kommuner.
De Konservative bliver også imødekommet på hovedkravet om en fastfrysning af grundskylden - foreløbig dog kun i 2016, men partiformand Søren Pape Poulsen (K) kan næsten ikke være i sig selv af glæde, griner han ved den fælles fremlæggelse af finansloven i Finansministeriet.

»Jeg har stået her og sagt »grundskyld, grundskyld, grundskyld« jeg ved ikke hvor mange gange,« siger han.
Liberal Alliance får ønsket om lavere registreringsafgift på biler opfyldt. Registreringsafgiften sættes ned fra 180 procent til 150 procent for personbiler og motorcykler.

»Jeg vil gå så langt som at sige, at det nærmest er en smuk finanslov,« siger partileder Anders Samuelsen (LA).

Derudover sænkes en række afgifter. Blandt andet NOx-afgiften og den planlagte reklameafgift på omdelte papirreklamer. Samtidig sikrer blå blok bedre vilkår ved generationsskifte i familieejede virksomheder.

Nogle af pengene findes som forslået af regeringen ved at sænke udviklingsbistanden.

BNB