Der skal fokus på vilkårene for de danske slagtesvin, mener Enhedslisten, der sammen med regeringen vil afsætte et millionbeløb til at sikre mere dyrevelfærd i landets svinestalde

Millioner af danske slagtesvin får hvert år klippet halen af for at forhindre, at andre svin bider dem. Halekuperingerne er i sig selv ikke et problem, men det er et udtryk for, at det dyrevelfærden halter i svinestaldene.

Sådan lyder det fra Enhedslisten, der sammen med regeringen vil øremærke et beløb fra finansloven til at skabe bedre forhold for danske slagtesvin.

- Når landmændene er nødt til at kupere svinenes haler viser det blandt andet, at dyrene ikke har nok plads. Der er stærkt behov for bedre dyrevelfærd i den danske svineproduktion, og det forsøger vi nu at rette op på, siger Enhedslistens fødevareordfører, Per Clausen, til Berlingske Nyhedsbureau.

Endnu har parterne ikke besluttet, hvor mange penge der afsættes til at forbedre forholdene for svinene. Det vil blive afgjort i løbet af de kommende uger, men det ligger fast, at pengene hentes fra en pulje på 60 millioner kroner, som skal gøre fødevareerhvervet som en grøn vækstmotor i Danmark.

- Dyrevelfærd er en naturlig del af en stærk dansk fødevareproduktion. Men vi skal blive endnu bedre. Med finansloven ruster vi erhvervet til fremtiden og flere arbejdspladser, fordi vi sikrer en fornuftig balance mellem dyrevelfærd og en sund økonomi for landmanden, siger fødevareminister Mette Gjerskov (S).

I alt afsættes der 110 millioner kroner på finansloven til nye vækstinitiativer på fødevareområdet.

Synes du, at det er en god ide, at regeringen vil afsætte millionbeløb til at forbedre danske slagtesvins vilkår?

Deltag i debatten under artiklen