En familie i Præstø mistede ikke bare dåbssmykker, børnenes dvd-film og familiehunden, da de havde indbrud i deres hjem. For da erstatningen fra forsikringsselskabet kom, blev næsten halvdelen af den modregnet i May-Brith Jensen og Jimmi Bach Jørgensen kontanthjælp.

Kommunen vurderede, at de 36.500 kr. i erstatning skulle tælle som formue, og som kontanthjælpsmodtagere må et par ifølge kommunen kun have 20.000 kr. i formue.

»Jeg synes, det er forkasteligt, at man kan finde på at tage noget af vores kontanthjælp,« siger May-Brith Jensen til bt.dk.

De 20.000 kr., som familien har fået lov til at beholde, er blevet brugt til at erstatte nogle af familiens to yngste medlemmers genstande. Stine og Caroline på seks og tre år fik stjålet både smykker og DVD-film, og dem har May-Brith Jensen og Jimmi Bach Jørgensen valgt at prioritere over May-Brith Jensens egne ting.

»Børnene kommer først, så vi har erstattet deres smykker, og så har vi købt en ny hund, fordi vores gamle dansk-svenske gårdhund blev stjålet ved indbruddet i november sidste år,« fortæller hun til bt.dk.

Stjal dåbssmykker
Indbrudstyvene stjal også May-Brith Jensens dåbssmykker, men dem har der ikke været penge til at erstatte, ligesom børnenes DVD-film må vente indtil økonomien tillader det.

»Jeg kan ikke gå ud og genskabe mine dåbssmykker, som har affektionsværdi for mig. Eftersom jeg er på kontanthjælp, så har jeg ikke råd til det,« siger hun.

Familiens sidste håb er, at kommunen ombestemmer sig og lader familien beholde forsikringspengene.

May-Brith Jensen og Jimmi Bach Jørgensen har nemlig tænkt sig at klage over kommunens afgørelse, som hun er meget skuffet over.

»Først er vi blevet krænket af indbrudstyve, og nu skal vi ligge og slås med kommunen. Det er forkasteligt, og jeg synes ikke, det er etisk korrekt. Selvom jeg er på kontanthjælp, så har jeg da ret til at have nogle øreringe, en halskæde og nogle armbånd,« siger hun.

Kommune kigger på sagen igen
Hun regner dog ikke med, at familien får lov til at beholde pengene.

»Jeg håber, at der kommer til at ske noget, ved at jeg står frem. Jeg tror ikke på, at kommunen ændrer afgørelsen for os, men måske kan det blive bedre for andre, der kommer i vores situation,« siger May-Brith Jensen.

Vordingborg Kommune, der står bag afgørelsen, åbner dog en kattelem for familien. Til sn.dk, der første gang skrev om sagen, siger arbejdsmarkedschef Claus Holm Oppermann, at kommunen gerne vil kigge på sagen igen.

»Jeg kan ikke sige noget om den konkrete sag og faktisk heller ikke noget generelt om den type sager. Det er altid en individuel vurdering, men der er selvfølgelig en top for graden af luksus, hvis man modtager kontanthjælp. Hvis de kommer med sagen, så kigger på den igen,« siger Claus Holm Oppermann til sn.dk.