Indkalder til pressemøde klokken 16

Føjletonen om Fredericias borgmester Thomas Banke (V) vil ingen ende tage.

Adskillige medier, heriblandt BT, havde torsdag en interviewaftale med den omdiskuterede borgmester, men pludselig aflyste Banke, via Fredericias pressechef, alle interviews og meddelte, at der senere ville komme en udmelding fra Thomas Banke. Den er nu kommet. Klokken 16 er der pressemøde på Fredericia Rådhus.

Årsagen til aflysningerne er ukendt, og længe kunne ingen få fat i Thomas Banke. Men nu fortæller en central Venstre-kilde, at det er Lars Løkkes udtalelser torsdag formiddag, der har fået Banke til at skjule sig.

- Efter Thomas havde set Lars' udtalelser, kontaktede han et Venstre-medlem på Christiansborg. Her spurgte Thomas medlemmet, om udtalelserne betød, at han havde fået den 'kolde skulder' af Venstres ledelse. Det bekræftede medlemmet, at der var tilfældet, og kort tid efter aflyste Thomas alle interviews resten af dagen, siger den yderst velinformerede Venstre-kilde.

Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen (V), tog torsdag formiddag bladet fra munden for første i gang i sagen om Thomas Banke. Her lagde Lars Løkke stor afstand til Thomas Banke og sagde, at det er uholdbart, at en borgmester kan blive siddende, når han har et flertal mod sig.

En kilde i Venstre fortæller til BT, at ledelsen i Venstre har haft et indtryk af, at Thomas Banke har haft opfattelsen af, at Venstres ledelse ville blande sig udenom konflikten i Fredericia.

- Men det kan vi jo ikke, for det er fuldstændig uholdbart, at en borgmester har et flertal mod sig i byrådet, sider kilden.

Sagen bunder i længere tids uro i det lokale byråd. Den 14. december sygemelder Thomas Banke sig som borgmester. Dagen efter kommer det frem, at han har brugt kommunens kreditkort som sin egen kassekredit og har i flere år brugt kortet til private indkøb. Først udtrykker bestyrelsen for Venstre i Fredericia mistillid til partifællen, men ombestemmer sig efter nytår. Thomas Banke møder derfor op på borgmesterkontoret igen den 9. januar.

Men samme dag dukker endnu en belastende sag frem for Thomas Banke. Her erkender han at han har brugt et falsk navn, Julius Juliussen, på en urinprøve, der skulle bevise, at han ikke har været påvirket af morfin under sit byrådsarbejde. Selv forklarer han, at han var bange for at erklæringen skulle havne i de forkerte hænder, og derfor bad om at få et andet navn påskrevet. Men det er i strid med reglerne oplyser Sundhedsstyrelsen.

Bt.dk følger sagen.