Fem af de personer, som bor på Udrejsecenter Kærshovedgård, er dømt for terror eller medvirken til terror.

Personerne kan frit bevæge sig rundt i det danske samfund, selvom de er udvisningsdømte. Alligevel kan regeringen ikke garantere, at de fem personer ikke begår nye terrorhandlinger på dansk jord.

»Vi kan ikke garantere, at de ikke begår terror. Det er det helvede ved den slags mennesker. De er ekstremt farlige,« siger retsordfører for Socialdemokratiet Jeppe Bruus og fortsætter:

»Jeg går dog stærkt ud fra, at vores efterretningstjenester holder et vågent øje med dem og andre personer, som kan udgøre en trussel for statens sikkerhed,« siger han.

Socialdemokraternes Jeppe Bruus forklarer, at regeringen ikke kan garantere, at de fem personer, som er dømt for terror og bor på Kærshovedgård, ikke begår en terrorhandling på dansk jord.
Socialdemokraternes Jeppe Bruus forklarer, at regeringen ikke kan garantere, at de fem personer, som er dømt for terror og bor på Kærshovedgård, ikke begår en terrorhandling på dansk jord. Liselotte Sabroe

En af de fem personer er identisk med somaliske Mohamed Geele, som i 2011 brød ind hos Kurt Westergaard og forsøgte at dræbe ham med en økse. Geele er på såkaldt tålt ophold, da han er dømt til udvisning, men reelt ikke kan udvises til Somalia, da han angiveligt risikerer tortur eller dødsstraf i sit hjemland.

B.T. har fået indsigt i, hvad de cirka 140 personer, som bor på Udrejsecenter Kærshovedgård, og som skulle være flyttet til Langeland, har af domme og fængselsstraffe.

Blandt beboerne er der i alt cirka 45 domme for vold eller grov vold, 45 domme for narkotikakriminalitet, mindst ti domme for seksualforbrydelser og minimum 75 domme for tyveri og/eller røveri. Se en mere præcis liste i faktaboksen til denne artikel.

»Det er desværre ikke nyt for mig og det er jo derfor, at personerne er udvisningsdømte,« siger Jeppe Bruus og fortsætter:

Jeg har desværre ikke tillid til, at der bliver holdt forsvarligt øje med de personer

»Det er personer, som kommer hertil og begår meget alvorlig kriminalitet. De har intet at gøre i Danmark,« siger Jeppe Bruus.

Hvorfor kan I ikke smide dem ud?

»Vi har lovmæssigt ikke mulighed for at spærre dem inde, med mindre de begår ny kriminalitet eller ikke overholder deres meldepligt. Vi kan forsøge at presse dem til at rejse ud af landet, men ikke direkte tvinge dem,« siger Jeppe Bruus.

Der er på alle måder mangel på begejstring i blå blok, som samlet raser over, at fem terrordømte personer går frit rundt blandt danske borgere.

Marcus Knuth fra Det Konservative Folkeparti opfordrer regeringen til at sikre, at de fem terrordømte personer på Kærshovedgård, ikke får muligheden for at begå terror i Danmark.
Marcus Knuth fra Det Konservative Folkeparti opfordrer regeringen til at sikre, at de fem terrordømte personer på Kærshovedgård, ikke får muligheden for at begå terror i Danmark. Philip Davali

»Jeg har desværre ikke tillid til, at der bliver holdt forsvarligt øje med de personer. Vi fik jo også, at vide at man havde styr på personerne på Kærshovedgård, hvor vi så, at de bare hoppede ud gennem et hul i hegnet,« siger Marcus Knuth, integrationsordfører for De Konservative.

Han mener, at man bør se på, om udvisningsdømte og personer, som har domme for at udføre, forberede eller på anden vis tilskynde til terror, kan idømmes forvaringsdomme.

En forvaringsdom er en tidsubestemt straf, hvor man kan frihedsberøve den straffede, indtil han eller hun ikke længere udgør en trussel mod samfundet.

»Meget farlige personer bliver jo af og til idømt en forvaringsdom, så det kunne være en god idé at se på, om det koncept kan overføres her. Det ville være utilgiveligt for regeringen, hvis en af personerne begår terror, fordi man ikke har gjort noget,« siger Knuth.

Udrejsecenter Kærshovedgårds barakker huser i dag fem personer dømt for terror. De kan komme og gå fra centeret, som de vil.
Udrejsecenter Kærshovedgårds barakker huser i dag fem personer dømt for terror. De kan komme og gå fra centeret, som de vil. Celina Dahl

Peter Skaarup, retsordfører for Dansk Folkeparti, bakker op.

»Det er dødsensfarlige mennesker, som sidder der, og som vi mener skal være spærret inde. Netop med terrordømte personer har vi faktisk nogle muligheder, da de kan vurderes at være til fare for statens sikkerhed,« siger Skaarup.

Venstres indfødsretsordfører, Morten Dahlin, oplyser, at de gerne så betydeligt hårdere straffe for dem, som ikke overholder deres meldepligt, da det vil sikre et bedre opsyn med de konkrete personer.

I marts sidste år vurderede PET, at personer der er dømt for terror udgør en terrortrussel, når de er løsladt.

»Truslen kan udgå fra personer, der er dømt for terrorrelaterede forbrydelser, samt fra andre voldsparate personer, der påbegynder eller fortsætter en radikaliseringsproces under afsoning,« skriver PET i rapporten.