De Radikales politisk leder Morten Østergaard truer med at vælte regeringen 5. juni uden klimahandling.

De Radikales politiske leder, Morten Østergaard, truer med at vælte regeringen, hvis ikke klimahandlingsplaner er på plads inden 5. juni.

Klimahandlingsplanerne skal være den praktiske implementering af det politiske mål om at sænke Danmark CO2-udledning med 70 procent i 2030.

Her er fem spørgsmål om truslen til Morten Østergaard:

Spørgsmål: Der er allerede en klimalov og en grøn finanslov, hvorfor er det ikke godt nok?

- Vi har brug for, at vi nu tager nye, væsentlige skridt i den grønne omstilling og viser vejen til 70 procent i 2030. Jeg må konstatere, at regeringen endnu ikke har indikeret, hvad der skal ske til foråret.

- Derfor siger jeg bare, at det bliver ikke et forsømt forår i klimapolitikken. Der skal træffes nye beslutninger inden sommerferien.

Spørgsmål: Hvordan vil det fremme ønsket om hurtigere klimahandling at vælte regeringen og få nyvalg?

- Dette her handler ikke om noget ønske om valg eller Christiansborg-fnidder. Klimaet har brug for, at vi handler nu. Befolkningens forventning er, at Folketinget handler.

- Så det går ikke an, at Socialdemokratiet vælger at prioritere andre beslutninger her til foråret, så ingen beslutninger bliver taget.

- Vi vil ikke lægge ryg til en regering, der ikke handler på klimaforandringer her til foråret. Det er et samvittighedsspørgsmål.

Spørgsmål: Vil det ikke skade det ønske, hvis I gør alvor af truslen?

- Jeg må bare konstatere, at for mig er det ikke en mulighed at være parlamentarisk grundlag for en regering, der ikke har klimaet øverst på dagsordenen.

- Og det er det åbenlyst ikke indtil videre. Men det kan det komme, og så kan vi fortsætte arbejdet.

Spørgsmål: Har du grund til at tvivle på regeringens ønske om at handle på klimadagsordenen?

- Så sent som i går havde statsministeren mulighed for at sige, hvad tidsplanen er. Men der er ingen plan. Og det går ikke an, at man prioriterer alt muligt andet.

Spørgsmål: Er I klar til at støtte en blå regering for at få hurtigere klimahandling?

- Der er jo allerede et stort flertal for dette her i Folketinget. Det er kun regeringen, vi venter på.

- Men for at svare direkte på dit spørgsmål, så griber vi ud efter et hvilket som helst flertal, for at få dette her igennem. For der skal handles, og der skal handles her til foråret.

/ritzau/