Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Hjemmehjælperne i Københavns kommune har fyret svimlende fem millioner skattekroner af på en kæmpe fest, hvor dyre stjerner som Rasmus Seebach og Outlandish spillede op til dans. Medarbejderne fortjente en belønning, siger Sundheds- og Omsorgsborgmester Ninna Thomsen.

Energien var i top, da 4.500 hjemmehjælpere i Københavns Kommune var inviteret til et brag af fest af Sundhed- og Omsorgsforvaltningen i september 2012. Der blev spist, og senere på aftenen drukket og vugget i takt på dansegulvet til tonerne af landets største popstjerner, der var hyret til at komme og spille op til dans. Festen kostede kommunen næsten 5,1 mio. kr. Penge, der ellers kunne være blevet brugt på hjælpemidler og sygeplejeartikler til Københavns ældste borgere.

Og det er ikke første gang, at Københavns Kommunes Sundheds- og Omsorgsforvaltning finansierer en fest for kommunekassens penge. Sundheds- og Omsorgsforvaltningen tre gange i løbet af de sidste seks år brugt millioner af kroner på fester for de offentlig ansatte. Det oplyser til forvaltningen i et svar til BT.

Uartigt

Samtidig har den kommunale pleje af ældre langt fra kørt på skinner. En måned efter festen i 2012 fik hjemmehjælpen i København dumpekarakter i en kommunal tilsynsrapport. Rapporten viste, at der var ’alvorlige fejl og mangler’ i dele af hjemme- og sygeplejen, såsom den personlige pleje af de ældre. Lars Berg Dueholm, gruppeformand for Liberal Alliance i Borgerrepræsentationen, kalder det direkte uartigt at feste for skatteborgernes penge.

- Det er utilfredsstillende, at kommunen midler til ældrepleje af på en fest. Selvfølgelig skal de ansatte have det godt, men at bruge pengene på en Rasmus Seebach-koncert er uartigt. Det er ligesom at stjæle slik fra børn, siger han.

Han mener, at der er mange steder, de fem millioner ville gøre mere gavn.

- Pengene skulle i stedet gå til, at færre ældre måtte gå rundt med en fyldt ble, eller at de kunne få noget bedre mad. Den her fest viser tydeligt, at kommunen har mere fokus på de offentlig ansatte end de allersvageste.

Medarbejderne fortjener en belønning

Sundheds- og Omsorgsborgmester i Københavns kommune Ninna Thomsen var selv med til at tage beslutningen om, at festen skulle løbe af stablen. Hun mener, at det er vigtigt at belønne medarbejderne.

- Vores hjemmehjælpere knokler hver dag for at give de ældre et bedre liv. Derfor syntes vi, som røde arbejdsgivere, at de fortjente en belønning og et klap på skulderen med en stor og flot fest. Det kan ikke passe, at det kun er medarbejderne i Danske Bank, der skal have flotte personalefester. Gode personalefester hører ikke kun til på de bonede gulve. De hører også til hos lavtlønsgrupperne, som hver dag yder en rigtig god indsats.

Samtidig understreger hun, at København ikke er den kommune, der skærer hårdest i hjemmehjælpen.

- Københavns kommune er ikke en af de kommuner, der har skåret massivt i hjemmehjælpen til de ældre. Vi serverer ikke vakuumpakket mad eller laver store produktionskøkkener. Der er et højt velfærdsniveau på ældreplejen i København, og vi får bedre medarbejdere, hvis vi viser dem, at de er værdsat, siger hun.

Fest kan skabe debat

Det var et enigt Sundheds- og Omsorgsudvalg, der i 2012 stemte for, at festen skulle løbe af stablen, og hvad den skulle koste. Og selv om der ikke er noget juridisk forkert i at holde en fest for de ansatte i kommunen, kan man godt diskutere op til kommunalvalget, om det er etisk korrekt at fyre fem mio. kr. af på en fest i sparetider, mener Rasmus Jønsson, ekstern lektor i politisk kommunikation ved RUC.

- Det er klart en fest, der godt kan skabe noget debat. Ældrepleje er et følsomt område, og der er vil være nogle, som ikke synes, at det er godt nok, og at pengene skulle være gået til at forbedre forholdene for de ældre. På den anden side vil der sidde nogle, som mener, at medarbejderne skal belønnes for at gøre et stort stykke arbejde, siger han.

HVAD MENER DU? DELTAG I DEBATTEN PÅ FACEBOOK HER

Læs mere om sagen i BT fredag