SF’s Özlem Cekic præsenterede mandag Joachim B. Olsen (LA) for en ’fattig’ enlig mor, der har en indtægt på næsten 16.000 kroner efter skat om måneden. Men en sådan indtægt har ikke meget med fattigdom at gøre, siger ekspert, der mener, at Cekic lavede et politisk selvmål.

- Det er et meget dårligt eksempel at hive frem, for man kan efter de flestes opfattelse ikke tale om en, der er meget fattig set efter danske målestoksforhold. Det man gør ved at hive denne sag frem, er at skade dem, der har virkelig store fattigdomsproblemer, siger Lars Hovbakke Sørensen, der  er politisk kommentator og ekstern lektor i dansk politisk historie ved Københavns Universitet.

Han er dermed af samme holdning, som mange danskere. Kritikken har nemlig haglet ned over Özlem Cekic efter, at hun i går præsenterede Liberal Alliances Joachim B. Olsen for den ’fattige’ familie. Episoden var en opfølgning på den debat om fattigdom, som de to politikere havde for et par uger siden, hvor Joachim B. Olsen først skrev på Facebook, at ’han brækker sig’ over fattige danskere, hvilket fik Cekic til at sige, at hun brækkede sig over Joachim B. Olsen.  

Mange danskere har tilkendegivet både på Facebook og i debatten på bt.dk, at de ikke finder Özlem Cekics familie ’fattig’ og kalder eksemplet for dårligt og latterligt.

LÆS OGSÅ:

LÆS OGSÅ:

Lars Hovbakke Sørensen mener, at valgte af det dårlige eksempel kan få debatten til at køre helt af sporet og føre til, at danskere begynder at stille spørgsmålstegn til, om der virkelig findes fattige i Danmark – hvilket ellers er det stik modsatte af, hvad SF forsøger at opnå.

- Det er helt klart et politisk selvmål, fordi man her får flyttet debatten i forhold til, hvad man egentlig burde havde en debat om – nemlig hvem der virkelige har økonomiske – og sociale problemer i Danmark, siger Hovbakke Sørensen og tilføjer, at det dårlige også kan få andre konsekvenser.

- Det skader helt klart både regeringen, hende selv (Özlem Cekic, red.) og SF, fordi SF i forvejen har store problemer med troværdigheden, da partiet hele tiden bliver beskyldt for løftebrud. Og derfor bærer det her bare videre til bålet i forhold til, at mange vælgere begynder at opfatte SF som et utroværdigt parti, der i virkeligheden ikke gør noget godt for samfundet, siger eksperten.

Se her, hvor mange penge den FATTIGE MOR har til rådighed:

Politisk kommentator Hans Engell vil ikke forholde sig til SF’s valg af fattigdomsfamilie, men han mener dog ikke, at Özlem Cekic nødvendigvis vil tabe fattigdomsdebatten.

- Hun har fat i den lange ende, for der findes ikke ret mange – heller ikke politikere – der betvivler, at der findes fattigdom i Danmark, lyder det fra Engell, der mener, at Joachim B. Olsens ytringer på Facebook om at ’brække sig over de fattige danskere’ har gjort, at kuglestøderen har en klar taber-sag.

Lars Hovbakke Sørensen medgiver, at Liberal Alliance-politikeren ikke benyttede den heldigste formulering, da han lukkede galle ud på Facebook:

- Joachim B. Olsen har en pointe i at sige, at i forhold til mange andre lande i verden, så er vi et meget rigt land, men det er en meget kluntet formulering - og efter de flestes mening en urigtig formulering – at sige, at der ikke er nogen fattige i Danmark, siger Hovbakke.