Ny undersøgelse viser, at i løbet af det seneste år har fire ud af 10 danskere ændret holdning til kontanthjælp. Samlet set er der i dag flere, som mener, den er for høj, end der var for et år siden.

Fire ud af 10 danskere har i løbet af det seneste år ændret holdning til kontanthjælp, viser en analyse af »opinionsbalancen«, som ph.d. studerende Troels Fage Hedegaard, Center for komparative velfærdsstudier på Aalborg Universitet, har udarbejdet for Ugebrevet A4.

Samlet set er der i dag flere danskere, der mener, at kontanthjælpen er for høj, end der var for et år siden.

Eksperter forklarer holdningsskiftet med den debat, som Fattig-Carina og Dovne-Robert har skabt. Først var der diskussionen om, hvorvidt Carina reelt var fattig, og senere fulgte debatten om Dovne-Robert, der i mange år har nægtet at tage de jobs, han er blevet tilbudt.

- Der er en indikation af, at Carina-sagen havde en effekt, hvor der var offentlig vrede og utilfredshed og moralsk panik omkring kontanthjælp. Men der er også en trods-reaktion, siger Troels Fage Hedegaard til Ugebrevet A4.

Lektor Morten Ejrnæs, Institut for Sociologi og Socialt Arbejde, Aalborg Universitet, mener, at mediernes fokusering på Robert og Carina har medvirket til, at holdningen til fattige er blevet mere restriktiv.

Når andre danskere samtidig bliver mere positive over for fattige, skyldes det ifølge forskeren, at de er blevet provokeret af de meget nedvurderende bemærkninger, der er blevet fremsat under debatten.

Synspunkterne har ofte været præget af mangel på indlevelse i forholdene for de fattige, mener han.

- Nogle mennesker vil på denne baggrund tænke, at de synspunkter, der er kommet frem, er så ekstreme og viser disrespekt overfor folk, som er havnet i en situation, hvor de er afhængige af kontanthjælp. De reagerer på det ved at tilkendegive, at det kan jeg simpelthen ikke være med til, siger Morten Ejrnæs til Ugebrevet A4.

Holdningsskiftet hos danskerne kommer, netop som regeringen arbejder med en kontanthjælpsreform, der ventes at blive præsenteret for Folketingets partier i første halvdel af 2013.

BNB