Mens valgkampen endnu kørte, var der tavshed fra forbundsformanden for Dansk Metal, Claus Jensen.
Sådan forholder det sig dog ikke længere.
Mandag aften har Berlingske bragt et længere interview med ham – og undervejs kommer han med en hård kritik af særligt ét forslag, som Socialdemokratiet kom med i begyndelsen af valgkampen.
Nemlig udspillet om en formueskat.
Til Berlingske forklarer Claus Jensen – der ifølge mediet personligt er medlem af Socialdemokratiet – at han mener, en formueskat vil være direkte skadelig.
Både for Danmark, danske virksomheder og deres konkurrenceevne.

En af årsagerne er ifølge fagbossen, at flere små og mellemstore virksomheder har investeret deres overskud i teknologi og robotter for at øge produktiviteten.
»Med en formueskat bliver de nødt til at sælge deres robotter. Det går sgu ikke! Vi skader os selv med det her,« siger Claus Jensen til Berlingske.
Grunden til, at han nu bryder tavsheden er, at han håber, at udspillet ikke overlever de igangværende regeringsforhandlinger, forklarer han.
Fredag i sidste uge fandt de første forhandlinger sted, hvor en række partier mødtes med fungerende statsminister og forhandlingsleder Mette Frederiksen.
Efter mødet udtalte Moderaternes formand, Lars Løkke Rasmussen, at Socialdemokratiets forslag om en formueskat for et »absolut no go« for ham, mens forslaget om at beskatte formuer blandt andet har mødt opbakning fra Enhedslisten.
»Den kommer vi 100 procent ikke til at støtte. Og der er ikke flertal for det i Folketinget,« lød det efter mødet fra Løkke.
Tirsdag forsætter forhandlingerne om en kommende regeringsdannelse. Du kan følge udviklingen i vores liveblog lige HER.

