Flere af de absolute topbosser i fagbevægelsen kendte intet til episoder med grænseoverskridende adfærd fra Lizette Risgaard.

Det siger en række af medlemmerne i FHs magtfulde forretningsudvalg, da B.T. møder dem ved markeringen af arbejdernes internationale kampdag i Fælledparken i København.

Havde du hørt om, at Lizette Risgaard havde udvist krænkende adfærd, før sagen kom i medierne?

»Nej. Helt ærligt – nej,« lyder det først fra Mona Striib, der er formand for FOA, før det viser sig, at hun måske havde hørt lidt alligevel.

»Jeg havde fået én henvendelse helt tilbage i september 2021 om en sag, der viste sig slet ikke at være en sag, fordi personen ikke oplevede sig krænket. Siden har jeg ikke hørt eksempler om krænkende adfærd, før det bragede løs i pressen.«

Havde du hørt om, at Lizette Risgaard skulle have taget nogen på numsen?

»Nej. Aldrig nogensinde noget om klap på numsen eller noget som helst andet,« forsikrer Mona Striib.

Heller ikke Benny Andersen, der er forbundsformand for Socialpædagogerne, har kendt noget til sagerne om Lizette Risgaards upassende berøringer af mænd, før Berlingske og Ekstra Bladet kunne offentliggøre deres historier torsdag.

»Nej, det havde jeg ikke hørt om,« lyder det fra Benny Andersen.

Ingen af sagerne?

»Nej, jeg havde ikke hørt om de hændelser, nej.«

Har FH været hurtig nok til at reagere på sagerne om krænkende adfærd?

»Jamen, altså, vi har jo haft et kodeks, der går ud på, at vi handler, når vi får kendskab til de sager, og det er det, vi har gjort.«

Også Hanne Pontoppidan, der er formand for Uddannelsesforbundet, nægter, at hun har hørt noget som helst om sagerne.

»Nej.«

Ikke noget overhovedet?

»Nej. Jeg har været med i fagbevægelsen i rigtig mange år. Jeg er også den lidt kedelige type, der går tidligt i seng, men jeg plejer også at være typen, der får sladder at vide, og jeg har ikke hørt om det,« siger Hanne Pontoppidan.

Også den fungerende formand i Fagbevægelsens Hovedorganisation, Morten Skov Christensen, svarede på spørgsmål om hans kendskab til sagerne, da de kom frem i fredags.

Er det første gang, du er blevet bekendt med sagerne?

»Det er noget nyt for os og første gang, vi får det frem i forretningsudvalget på den her måde,« sagde Morten Skov Christensen til B.T. på et kort pressemøde fredag.

Har du aldrig nogensinde hørt om de her sager før?

»Jeg er aldrig blevet kontaktet af nogen. Jeg har ikke kendskab til sagerne.«

Men har du hørt et rygte om, at Lizette Risgaard har taget på folk?

»Til det konkrete spørgsmål kan jeg sige, at jeg er ikke blevet kontaktet nogle konkrete sager.«

Ved du noget om sagen? Kontakt journalist Tine Toft på mail toft@bt.dk.