Færre udvalg i Folketinget skal være med til at nedbringe arbejdspresset for Folketingets 179 medlemmer.

I det nyvalgte Folketing er antallet af faste udvalg ændret fra 30 til 20. Den nye udvalgsstruktur blev besluttet af et enigt Folketing i sidste valgperiode og trådte i kraft, da det nye Folketing begyndte arbejdet fredag.

Folketingets formand, Søren Gade (V), siger, at der ikke bliver mindre arbejde, men det bliver "bedre arbejde".

- Man vil så som udgangspunkt sidde i færre udvalg, der bliver færre fysiske møder, man skal løbe til. Der vil måske blive længere møder og større indhold i de udvalg, man sidder i.

- I dag er det sådan, at med 30 udvalg vil mange af de udvalg, et folketingsmedlem er med i, have møder oven i hinanden. Det, der stresser folk, er at få en opgave, de ikke kan løse, fordi de ikke fysisk kan være til stede, siger han.

Folketingsmedlemmerne vil nu få en oversigt, hvor de kan se, hvilke udvalg der skal holde møder hvornår, og så kan de prioritere deres udvalgsønsker derefter.

Søren Gade, der har været formand for Folketinget siden 2022, har længe varslet, at han vil sænke tempoet på Christiansborg - blandt andet ved at skære ned på antallet af faste udvalg.

Da der er blevet skåret ti udvalg fra, betyder det, at flere udvalg er blevet sammenlagt.

Det gælder blandt andet Udenrigsudvalget og Forsvarsudvalget, der er blevet lagt sammen til Udenrigs- og Forsvarsudvalget, samt Sundheds- og Ældreudvalget, der består af det tidligere Sundhedsudvalg og Ældreudvalg.

- Man kan sige, at der er meget synergi mellem Ældre- og Sundhedsudvalget.

- Hvis man slår det sammen til ét møde, vil man alt andet lige opleve det som mindre stressende, og i hvert fald er der en ting mindre i kalenderen, siger Søren Gade.

Folketingsmedlemmer har gennem årene fortalt om et højt arbejdspres og sammenfaldende udvalgsmøder.

En spørgeskemaundersøgelse blandt folketingspolitikerne, der udkom sidste år, viste også, at flere af Folketingets medlemmer ugentligt oplevede tegn på stress.

Selv kom de med bud på løsninger, der blandt andet lød på en bedre tilrettelæggelse af deres arbejde, så de ikke skal modtage indkaldelser til udvalgsmøder med kort afsæt eller papirer til samme møder i sidste øjeblik.

Mediet Mandag Morgen har tidligere beskrevet, at danske folketingsmedlemmer i snit har haft lidt over fem udvalgsposter hver, når man fraregner ministre.

Med den nye struktur vil det i stedet være omkring tre udvalgsposter i snit.

Folketingets partier er repræsenteret i de forskellige udvalg efter størrelse. Det er et krav ifølge Grundloven, så udvalgene afspejler sammensætningen i Folketingssalen.

For blandt andet at tage hensyn til de mindre partier går partier typisk sammen i valggrupper, når udvalgene skal sammensættes.

I udvalgene behandles de lov- og beslutningsforslag, der hører til udvalgets område.

Hvert udvalg har tilknyttet en udvalgssekretær og en udvalgsassistent fra Folketingets Administration.

/ritzau/