Nye tal fra seniortænketank bliver en del af forhandlinger om tidlig pension, siger beskæftigelsesminister.

Nye tal fra regeringens seniortænketank viser, at færre trækker sig tilbage af helbredsmæssige årsager.

Det glæder beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V).

- Det er først og fremmest en positiv nyhed, for det understreger, at vi ser et arbejdsmarked, hvor vores seniorer har mulighed for at blive længere tid og ikke har de helbredsmæssige problemer, som man så for år tilbage, siger ministeren.

For 20 år siden var det lidt mere end hver tredje 67-årige, som trak sig tilbage fra arbejdsmarkedet på grund af dårligt helbred. I dag er det 23 procent, fremgår det af en pressemeddelelse fra Beskæftigelsesministeriet.

Ministeren anerkender dog, at der trods de nye tal stadig er problemer med nedslidning.

- Men der er selvfølgelig stadig brug for at gøre en ekstraordinær indsats for dem, der ikke længere har kræfter til at være på arbejdsmarkedet.

I øjeblikket forhandler partierne bag velfærdsforliget fra 2006 om tidlig folkepension. Foruden regeringspartierne er DF, S og Radikale Venstre en del af forliget.

- Forhandlingerne er i en fase, hvor vi skal have fakta på bordet, og vi skal se på nogle af de muligheder, der kan ligge fremadrettet, så det her talmateriale indgår i at kunne kvalificere debatten, siger Troels Lund Poulsen.

Det var, efter at Socialdemokratiet fremlagde et pensionsudspil i januar, at debatten om nedslidning og tidligere tilbagetrækning blev en stor politisk dagsorden.

Socialdemokratiet vil have, at det skal være en rettighed, at man kan trække sig tilbage, hvis man er nedslidt.

Adspurgt om, om ministeren mener, at de nye tal taler for eller imod en differentieret pensionsalder, svarer han:

- Jeg synes, at de her tal dokumenterer, at der er et mindre problem i forhold til nedslidning.

- Nu må Socialdemokratiet blive mere konkrete i forhold til, hvordan deres forslag skal forstås, og så må jeg forholde mig til det, når jeg har bedre mulighed for at forstå det, siger han.

Ministeren påpeger, som han tidligere har gjort, at det vil være relevant at se på nye muligheder for seniorførtidspension.

/ritzau/