De vendte Københavns Rådhus ryggen for at indtage Christiansborg, men vælgerne satte foden ned. 

Socialdemokratiet sikrede sig kun tre mandater i København. De gik til sværvægterne Peter Hummelgaard, Ida Auken og Sophie Hæstorp Andersen. 

Med henholdsvis 1.841 og 1.140 personlige stemmer tvinges de to socialdemokrater Mette Reismann og Yildiz Akdogan til at pakke flyttekasserne og vende retur til lokalpolitik.

Særligt Mette Reismann lægger ikke skjul på skuffelsen over det brutale valgnederlag.

»Nogen gange stopper legen, selvom man stadig synes den var god. Jeg blev ikke genvalgt til folketinget og jeg er ærlig talt møghamrende ærgerlig. Det har været en vild valgkamp, hvor vi har knoklet alt, hvad vi kunne og mere til,« skriver hun i et Facebookopslag.

Reismann har siden 2022 fungeret som partiets erhvervsordfører, men må nu se posten glide sig af hænde. 

Yildiz Akdogan fra Socialdemokraterne må se sig slået af sine partifæller
Yildiz Akdogan fra Socialdemokraterne må se sig slået af sine partifæller Foto: Linda Kastrup

Også Yildiz Akdogan skal finde flyttekasserne frem på Christianborg, da hun siden maj har passet Pernille Rosenkrantz-Theils mandat i Folketinget.

Hun vender tilbage i rollen som børne-og ungeordfører i Københavns Kommune, hvilket er noget hun ser frem til:

»Nu venter der en tid med at tage plakater ned, sunde mig og pakke kontoret sammen, inden jeg siger farvel til gode kollegaer og medarbejdere på Borgen. Jeg vender tilbage til Rådhuset, hvor jeg har haft orlov som børne- og ungeordfører – og jeg glæder mig til at fortsætte arbejdet der,« skriver hun på sin Facebook.

Begge politikere blev valgt til Borgerrepræsentationen i 2025, men måtte tage orlov med det samme, da Socialdemokratiet forbyder at have dobbeltmandat.