VKO foreslår, at Danmark tilbyder østeuropæiske lande at bygge fængsler, men det er alt for dyrt i forhold til, hvad Danmark får ud af det, mener Fængslesforbundet.

Det er alt for dyrt i forhold til gevinsten, hvis Danmark skal bygge fænglser i Østeuropa, mener forbundsformanden for Fængselsforbundet, Kim Østerbye.

- Umiddelbart er jeg imod, at man tilbyder at bygge fængsler i Østeuropa. Der kan godt være sund fornuft i at lade dømte afsone i deres hjemland, men det koster rigtig mange penge at bygge fængsler. Hvis pengene skal tages direkte fra kriminalforsorgen i Danmark, skal det være fordi, der er en merudgift, der forsvinder, og det er efter min vurdering ikke tilfældet, siger Kim Østerbye.

Det er Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti, som mener, at Danmark skal hjælpe ved at bygge fængsler i en række nye EU-lande i øst, så østeuropæere, der afsoner domme i Danmark, kan sendes til fænglser i Østeuropa.

Retsordfører Tom Behnke (K) har over for Berlingske påpeget, at aftaler med østeuropæiske lande vil mindske presset på de fyldte, danske fængsler. Men den vurdering er Kim Østerbye ikke enig i.

- Vores største problem for tiden er primært banderne, der fylder fængslerne op. Det er kun en lille del af østeuropæerne, der afsoner meget lange domme og derved vil nå at blive overført til afsoning i hjemlandet. Vi har store problemer med at få den danske kriminalforsorg til at hænge sammen, og det her er ikke noget, der for alvor vil rykke.

Kim Østerbye mener, at Danmark hellere skal hjælpe de østeuropæiske lande med overholde EU-reglerne, der trådte i kraft i december og betyder, at EU-lande er forpligtet til at tage imod deres borgere, hvis de er blevet dømt i straffesager i andre EU-lande.

- Hvis man skal bruge penge i den her sammenhæng, er der større fornuft i at hjælpe landene med at få implementeret og overholdt EU-reglerne. Det vil givetvist have en større effekt end at bygge fængsler, siger han.

Antallet af østeuropæiske statsborger i de danske fængsler steg ifølge tal fra Kriminalforsorgen fra 104 i 2005 til 244 i 2010.