Fælder hård dom over Troels Lund: 'Kun med nød og næppe bestået'
'Han leverede ikke', lyder det fra B.T.s politiske analytiker, Henrik Qvortrup, efter Troels Lund Poulsens tale.

'Han leverede ikke', lyder det fra B.T.s politiske analytiker, Henrik Qvortrup, efter Troels Lund Poulsens tale.

Venstres formand Troels Lund Poulsen har netop holdt tale ved partiets landsmøde i Herning.
Og det var en »gumpetung« en af slagsen, hvis man spørger B.T.s politiske analytiker, Henrik Qvortrup.
»Troels Lund kan jo ikke gøre for, at han er en ret dårlig taler,« siger Henrik Qvortrup og fortsætter:
»Altså, han er ikke nogen stor performer, og det skal selvfølgelig ikke komme ham til skade. Men når man står der, hvor han står lige nu, så skal der lidt mere til, synes jeg, end det, han præsterede i dag.«
Venstres landsmøde falder efter nogle dramatiske måneder i Venstre med historisk lav vælgeropbakning samt interne opgør i både folketingsgruppen og baglandet.
Og derfor var forventningerne til talen også høje, forklarer Henrik Qvortrup.
»I betragtning af, at forventning til ham var, at nu skal han holde sit livs tale, en tale, der blæste os alle sammen bagover, så leverede han ikke.«
»Det blev sådan en lidt gumpetung historieundervisning i, hvad Venstre er for et parti.«
»Det var ikke en tale, der fik taget til at løfte sig, hverken i Herning eller ude i Danmark, vil jeg sige.«
Under talen lød der gentagne gange store klapsalver fra publikummet i Herning, hvilket Henrik Qvortrup bemærkede.
»Der må jeg bare sige, at det på en eller anden måde virkede som en understregning af krisen. Det der med, at der ikke kunne være en eneste pause i den her tale, uden de klappede lidt manisk alle sammen.«
Under sin tale kom Troels Lund Poulsen omkring flere emner herunder folkeskolen, hvor han har det som ambition, at alle børn kommer ud af den og kan »læse, skrive og regne.«
Skulle Henrik Qvortrup selv vurdere den netop afsluttede tale med en karakter, ville det blive med et 4-tal.
»Man er jo nødt til at se den her tale i den kontekst, at det var hans livs tale, der skulle holdes i dag. Og derfor vil bedømmelsen også være hårdere, end hvis det bare var en hvilken som helst landsmødetale fra en hvilken som helst partiformand,« siger han og tilføjer:
»Bedømmelsen bliver hårdere, og i det lys er den kun med nød og næppe bestået.«