Lederen af den religiøse sekt Faderhuset Ruth Evensen har en uforlignelig evne til at tiltrække sig opmærksomhed.

Allermest opmærksomhed fik hun naturligvis da hun købte Ungdomshuset på Jagtvej 69 og siden fik det revet ned - en begivenhed hvor hun fik skrevet sig ind i Københavns nyere historie. Siden kom anklagerne om, at børn og unge blev hjernevasket og misrøgtet i hendes varetægt - anklager, der dog ikke er bevist. Og hendes egen datter skrev en hel bog om opgøret med sin mor med titlen 'Ondskab'. Ruth Evensen svarede selv igen med bogen 'Ruth - det ikk slut'.

Derefter har der været stille om Ruth Evensen i nogle år, men nu er hun på banen igen: Hun vil stifte et nyt parti, der skal stille op til Folketinget. Intet mindre.

Derfor mingler og networker hun og hendes søn Asbjørn Evensen også på Folkemødet på Bornholm i disse dage. Og det er her bt.dk får en snak med sektlederen. BT har ellers været stærkt kritisk overfor Faderhuset og dets karismatiske leder, men det tager Ruth Evensen ikke så tungt.

Partiet skal hedde Frihedskæmperne, og de to vigtigste mærkesager er modstanden mod abort, som er mord, og modstanden mod EU, som Danmark skal meldes helt ud af.

- Vi vil have mere frihed, mindre stat og mere ægte velfærd. Og vi vil helt ud af EU. Vi vil have arbejdspladser tilbage i stedet for at arbejdspladser flytter ud af landet. Desuden betaler vi alt for meget i skat, og klimahysteriet har taget overhånd.

- Og så er abort grundlæggende forkert. Mord er ulovligt udenfor maven og det skal også være forbudt indenfor maven. Det er ikke okay at slå mennesker ihjel, der er uønskede. 16-18.000 fostre bliver slået ihjel om året. Det er vores hjertesager. Men vi er ved at opbygge en hel politik på alle områder, siger Asbjørn Evensen.

- Mellem en halv og en hel million mennesker er blevet slået ihjel siden fri abort blev indført for 30 år siden, indskyder Ruth Evensen.

- Snart slår vi fostre ihjel fordi de har en sygdom eller fordi det er en dreng eller en pige. Vi er ikke tilfredse med ikke at være en røst på det nationale plan. Jeg har ventet på Kristendemokraterne for at se om de var klare i mælet om abort. Men den røst er forstummet. Og derfor har jeg stiftet Frihedskæmperne. Vi er kompromisløse hvad angår abort. Men vi er ikke et kristent parti. Vi moraliserer ikke. Vi synes, kirke og stats skal skilles ad, siger Ruth Evensen.

Nogle vil måske mene, du bare mangler noget opmærksomhed?

- Jeg synes, jeg har haft rigelig opmærksomhed. Jeg har børnebørn, Bandholm Hotel er fyldt med mennesker, og jeg har masser at lave. Så det er ikke derfor, siger Ruth Evensen.