'Det lykkedes.'

Socialdemokraten Find Poulsen var lykkelig, da han kunne fortælle sine følgere på Facebook, at han var blevet valgt ind i Silkeborgs byråd på yderste mandat med 373 personlige stemmer. Men nu sidder den socialdemokratiske kandidat i stedet tilbage med en bitter smag i munden. For en valgforordnet i byen Sorring havde begået en ordentlig bommert, og da den blev opdaget, sad Find Poulsen tilbage med sorteper.

Det skriver TV Midtvest.

»Der er tale om en skrivefejl i fintællingen af de personlige stemmer. Der er talt rigtigt, men tallet er skrevet på den forkerte linje,« siger borgmester Steen Vindum (V) til TV Midtvest om fadæsen.

Den valgforordnede i Sorring havde ved en skrivefejl tildelt de 283 personlige stemmer, Find Poulsens partifælle Ivan Greve fik på valgstedet, til den forkerte person. Da fejlen blev opdaget stod det klart, at Ivan Greve overhalede Find Poulsen med i alt 524 personlige stemmer.

Dermed røg Find Poulsen ned som nummer 11 på Socialdemokraternes liste, og da der kun blev valgt 10, må han nøjes med at være partiets førstesuppleant til byrådet. Find Poulsen kalder selv dagen for 'noget af en rutsjebanetur', da han delte den triste nyhed med sine følgere på Facebook.

Hos Ivan Greve, som har siddet i byrådet i 20 år, er reaktionen naturligvis en helt anden.

»Nu er gråd vendt til glæde. Jeg fik det at vide i går aftes klokken 20. Jeg var ude og pille plakater ned. Og jeg var våd og sur, og så tænkte jeg, at der måtte da være sket en fejl,« siger han til TV Midtvest.

Du kan se Find Poulsens første opslag på Facebook, hvor han jubler over valget, herunder.