Saer El-Jaichi er en fremtrædende dansk islamforsker, der blandt andet forsker i jihadisme ved det statsstøttede Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS).
Men nu møder han kritik fra en forskerkollega for et opslag på Facebook, hvor han tilsyneladende sørger over drabet på Hassan Nasrallah, den tidligere leder af den jihadistiske terrororganisation Hizbollah fra Libanon.
Kritikken fra Saer El-Jaichis forskerkollega vender vi tilbage til.
Først lidt om det opslag på Facebook, der er kernen i sagen.
Opslaget blev udgivet på Saer El-Jaichis Facebook-profil blot en halv times tid efter, at Hizbollah den 28. september bekræftede nyheden om, at Hassan Nasrallah var blevet dræbt i et israelsk luftangreb.
»Vores sjæls elskede, Abu Hadi. (Din afsked, red.) ødelagde os,« lyder det i opslaget, der er skrevet på arabisk. B.T. har fået opslaget oversat af flere arabiskkyndige oversættere.
Abu Hadi – på arabisk أبا هادي – er et kælenavn, som direkte oversat betyder 'Hadis far'.
Når det anvendes om Hassan Nasrallah henviser det til Nasrallahs ældste søn Hadi, der som Hizbollah-terrorist blev dræbt i 1997.

Selv benægter Saer El-Jaichi, at opslaget handler om Hassan Nasrallah, da B.T. ringer til ham.
I løbet af en telefonsamtale på små tyve minutter ønsker han dog ikke at fortælle, hvem opslaget så handler om.
»Altså for det første, så ved jeg ikke, hvorfor du kobler det til præcis det, som du nævner. For det andet, så er det noget mærkeligt noget at gå ud fra, at folk skulle fejre nogens død,« lyder det indledningsvist fra Saer El-Jaichi.
Så du siger, at opslaget er en henvisning til Nasrallahs død?
»Nej, det siger jeg ikke. Jeg siger, at jeg kender mange, der hedder Abu Hadi.«
Når du blot en halv times tid efter, at Nasrallahs død er blevet bekræftet af Hizbollah, skriver et opslag, hvor du bruger hans kælenavn Abu Hadi, er det så en henvisning til Nasrallah?
»Nej, det er det ikke.«
Hvem er det så en henvisning til?
»Det behøver jeg ikke at fortælle dig. Jeg har mistet rigtigt mange familiemedlemmer. Jeg er selv palæstinenser og har rødder i Libanon, og har enormt meget familie i det sydlige Libanon blandt andet. Jeg synes bare, at det er en meget, meget mærkelig måde at henvende sig på,« svarer Saer El-Jaichi.
Kommentarfeltet under opslaget er fyldt med Saer El-Jaichis Facebook-venner, der også udtrykker deres sorg.
Herunder en kommentar, som direkte hylder Nasrallah, og som Saer El-Jaichi har liket.
»Det sidste, Sayyid (en religiøs hæderstitel, red.) Nasrallah sagde, var, at 'vi vil ikke stoppe med at bombe Nordisrael, selv hvis Israel holder op med at bombe Gaza.' Kort efter blev han martyr. Æren til Gaza. Salig er han (Nasrallah, red.),« lyder denne kommentar, der også er skrevet på arabisk.

Da B.T. spørger ind til denne kommentar, og hvorfor Saer El-Jaichi har liket den, svarer han:
»Oh, my god, mand. Seriøst. Kunne du ikke tænke dig at lave et ordentligt interview med noget fagligt indhold? Eller noget udlægning af, hvad der foregår, og hvordan folk i den arabiske verden opfatter og ser på det, der foregår, fremfor at lave sådan noget useriøst arbejde.«
Da B.T. herefter på forskellige måder gentagne gange spørger ind til, hvilken Abu Hadi, der tales om, hvis ikke det er Hassan Nasrallah, svarer Saer El-Jaichi undvigende.
Til sidst lyder det fra Saer El-Jaichi, at han ikke vil deltage i B.T.s 'detektivarbejde' og ikke har 'mentalt overskud' til at svare på flere spørgsmål, fordi han er påvirket af krigen i Gaza, hvorefter han lægger røret på.

Spørger man terrorforsker Magnus Ranstorp fra Försvarshögskolan, er det dog meget usandsynligt, at Saer El-Jaichi en halv times tid efter nyheden om Hassan Nasrallahs død refererer til en anden Abu Hadi end netop Nasrallah.
»Men hvis det er tilfældet, burde det vel være i hans interesse at afklare, hvem der så er tale om,« siger Magnus Ranstorp til B.T. og tilføjer:
»Når han henviser til Hadi, Nasrallahs ældste søn, så er det vigtigt at notere sig, at han døde på slagmarken i det sydlige Libanon i et angreb mod israelerne,« siger den svenske terrorforsker.
Overfor B.T. påpeger Saer El-Jaichi, at Hizbollah både har en militær og en social gren, og at man bør skelne imellem disse.
Men Magnus Ranstorp understreger, at alle grene i Hizbollah er under ledelse af organisationens generalsekretær, som indtil for nylig var Nasrallah.
»Det er ikke ulovligt at sørge over Nasrallahs død. Men det er upassende. Hizbollah er en terrororganisation. Forskellige lande skelner mellem de forskellige grene af Hizbollah, og det er ikke dem alle, der af alle lande klassificeres som terrororganisationer,« siger Ranstorp og tilføjer:
»Men de ledes alle af Hizbollahs generalsekretær, som indtil for nylig var Nasrallah. Det er en meget hierarkisk organisation.«
Magnus Ranstorp mener, at Saer El-Jaichi burde afholde sig fra at skrive opslag, der tilsyneladende er udtryk for en sørgen over Nasrallahs død.

»Man har lov til at have sine holdninger. Men, hvis du vil forske indenfor det her område, så er det nok tilrådeligt ikke at vise sympati for en organisation, der er den iranske revolutionsgardes forlængede arm,« siger Ranstorp.
Saer El-Jaichi afviser kritikken fra Magnus Ranstorp, som han kalder for en 'islamofob' og 'zionist'.
»Jeg forsker i terrororganisationer, og de her organisationer er så tilfældigvis Israels og Vestens fjender. Men det gør mig hverken til en islamofob eller en zionist. Jeg er en forsker,« lyder svaret fra Ranstorp på beskyldningerne fra Saer El-Jaichi.
El-Jaichi er gæsteforsker ved DIIS, hvor han er tilknyttet det EU-støttede internationale forskningsprojekt 'Transnational Jihad'.
Her forsker han i 'jihadbevægelsers evne til at udnytte lokale konflikter og dermed eskalere volden'.
Spørgsmålet er, om DIIS mener, at det er foreneligt med Saer El-Jaichi virke hos dem, at han på Facebook skriver et opslag, hvor han tilsyneladende sørger over drabet på lederen af jihadistisk terrorbevægelse.
»Saer El-Jaichi er ansat som gæsteforsker på DIIS, og han har som alle andre forskere på DIIS fuld ytringsfrihed. Hans forskning om jihadismens idegrundlag og teologi er publiceret i fagfællebedømte tidsskrifter og på akademiske forlag,« lyder svaret fra DIIS' direktør, Peter Kragelund.
»Det er den kvalitetssikringsmekanisme, vi bruger i forskningsverdenen, og derfra har der aldrig været en finger at sætte på Saers forskning,« tilføjer han.
Saer El-Jaichi er søn af palæstinensiske forældre, der kom til Danmark som flygtninge.
Han fik i 2016 en ph.d.-grad i islamiske studier fra Københavns Universitet og var fra 2016 til 2019 ekstern lektor på samme universitet.
Siden 2019 har El-Jaichi været tilknyttet DIIS. Fra 2015 til 2020 arbejdede han freelance som arabisk tolk for Københavns Politi.
Han har desuden været næstformand for Mariam Moskeen i København.
DIIS modtog sidste år 61 millioner skattekroner i statsstøtte.
Opdateret 10. oktober klokken 21:40: Saer El-Jaichi har slettet det omtalte Facebook-opslag efter udgivelsen af denne artikel.